opportunistisk infektion (original) (raw)
En opportunistisk infektion er en infektion med en mikroorganisme, som normalt ikke forårsager sygdom, hvis immunsystemet fungerer som det normalt gør (se opportunist). Sådanne infektioner opstår, når en eller flere komponenter i immunsystemet forstyrres eller svigter. Infektionerne kan variere fra forholdsvis harmløse, overfladiske infektioner til livstruende sygdomstilstande.
Årsager og sygdomsmekanisme
Opportunistiske infektioner forekommer for eksempel hos:
- personer, der får behandling med antibiotika, da antibiotikabehandling kan forstyrre normalfloraen
- patienter der får kemoterapi, da kemoterapi kan forstyrre immunsystemet
- personer med ubehandlet hiv-infektion (aids), da aids er kendetegnet ved, at immunsystemet er alvorligt påvirket
- personer, der har gennemgået transplantationer, da disse skal have livslang behandling med lægemidler, der hæmmer immunsystemet for at undgå en afstødningsreaktion
Antibiotikabehandling
Ved behandling med antibiotika opstår der relativt ofte problemer med infektioner. Ved antibiotikabehandling ændres den normale flora af mikroorganismer på slimhinderne, og der opstår overvækst af mikroorganismer, som normalt holdes under kontrol af normalfloraen.
Et eksempel er infektion med svampen Candida i skeden (skedekatar), som kan udløses af antibiotikabehandling. Infektion kan også opstå i mund og svælg (trøske). Langvarig massiv antibiotikabehandling kan desuden føre til, at candidasvamp fra tarmen spreder sig til blodet og giver alvorlig blodforgiftning med svamp (sepsis).
Kemoterapi
Patienter, der får kemoterapi, er særligt udsatte for infektioner, som normalt i høj grad bekæmpes af de hvide blodlegemer, der kaldes neutrofile granulocytter. Disse bliver stærkt reduceret i antal ved kemoterapi. Behandling med kemoterapi fører også ofte til sår i tarmen, og bakterier fra patientens egen tarmflora er den hyppigste årsag til infektioner hos denne patientgruppe.
Transplanterede patienter
Transplanterede patienter er meget udsatte for opportunistiske infektioner, fordi flere komponenter i deres immunsystem er alvorligt svækket over lang tid. Særligt udsatte er patienter, der har gennemgået knoglemarvstransplantationer, som kan blive ramt af en række livstruende opportunistiske infektioner.
Aids-patienter
Patienter med aids er meget udsatte for at få opportunistiske infektioner, især fordi de har en alvorligt svækket cellulær immunitet. Disse patienter kan få infektioner med et bredt spektrum af opportunistiske bakterier, vira, svampe og parasitter, som aldrig eller sjældent giver sygdom hos personer med et normaltfungerende immunsystem. Problemet er størst hos patienter med alvorligt fremskreden aids, og opportunistiske infektioner er dødsårsag hos mange aids-patienter. Med moderne hiv-behandling er dette problem blevet betydeligt reduceret i vores del af verden.
Behandling af opportunistiske infektioner
Behandlingen af opportunistiske infektioner er særligt vanskelig, hvis det ikke samtidigt er muligt at reparere eller reducere den defekt, der findes i immunsystemet. Som regel skal behandlingen være langvarig.
Hvis antibiotikabehandling har medvirket til, at en opportunistisk infektion er opstået, forsøges det at normalisere bakteriefloraen, fx ved at stoppe behandlingen med antibiotika, hvilket dog ikke altid er muligt.
Der findes antimikrobielle midler mod de fleste opportunistiske infektioner, men effekten af behandlingen varierer, fordi patientens eget infektionsforsvar i ringe grad kan bidrage.