rygmarvsskade (original) (raw)
Rygmarvsskade er en skade på rygmarven, som fører til symptomer i den del af kroppen, som styres af de nerver, der er nedenfor skaden.
Faktaboks
Også kendt som
medulla spinalis læsion, cervikal spondylotisk myelopati, myelopati (ordet myelopati kommer af myelo- 'marv' og pathos ‘sygdom, lidelse’).
Hovedgrupper og årsager
Mange forskellige sygdomme kan føre til en rygmarvsskade, og er delt op i to hovedgrupper:
- Traumatiske rygmarvsskader. De traumatiske rygmarvsskader skyldes ulykker, ofte med brud (fraktur) af rygsøjlen. Det kan ske ved trafikulykker, udspring på for lavt vand og faldulykker.
- Ikke-traumatiske rygmarvsskader. De ikke-traumatiske læsioner kan skyldes spredning af kræft (metastaser), svulster i rygmarven, degenerative forandringer i hvirvelsøjlen og diski mellem hvirvlerne med forsnævring af kanalen, hvor rygmarven ligger. Det kan også skyldes diskusprolaps, skader i blodkar, infektioner, B12-vitaminmangel og medfødte misdannelser.
Degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen, cervikal spondylotisk myelopati, er en forholdsvis almindelig tilstand, som kan føre til en række motoriske og følesans symptomer fra både arme og ben.
Ved mangel af B12-vitamin er der påvirkning af rygmarvens bagstrenge. Det fører til påvirkning af stillingssansen (proprioception) og vibrationssansen. Proprioception er evnen til at opfatte, uden synets hjælp, hvorledes ens legemsdele, fingre, tæer, fødder mm. er placeret og bevæger sig i rummet. Den har stor betydning for bl.a. gangfunktionen og finmotorikken.
Forekomst
Omkring 3000 personer i Danmark har en rygmarvsskade. Årligt får omkring 130-160 personer en rygmarvsskade, hvor ca. 40 % er traumatiske rygmarvsskader, og ca. 60 % er ikke-traumatiske rygskader.
Symptomer ved rygmarvsskade
Rygmarven ligger inde i hvirvelsøjlen i hals-, bryst- og lændedelen. Rygmarvens nervefibre forbinder hjernen med kroppen. En skade (læsion) af rygmarven fører til symptomer fra den del af kroppen, der får sin nerveforsyning fra rygmarven nedenfor læsionen.
Symptomerne ved en rygmarvsskade afhænger derfor af, hvor på rygmarven skaden er sket. En skade, fx nederst i brystregionen eller øverst i lænderegionen, fører til symptomer fra benene, blæren og den nederste tarmfunktion, mens en skade i halsregionen også giver symptomer fra armene.
Lammelse af hele kroppen
Ved en komplet læsion er alle dele af rygmarven destrueret, og al motorisk funktion og følesans nedenfor læsionen er ophævet, som gør, at den del af kroppen er lammet. Derudover vil der være manglende evne til at mærke og styre vandladnings- og afføringstrangen. Ofte er læsionerne dog partielle, med en vis bevaring af motorisk funktion og sensibilitet, herunder eventuelt gangfunktion.
Halvsidig lammelse
Den ene hjernehalvdel har forbindelse til den modsatte kropshalvdel. De forskellige nervebaner krydser midtlinjen på forskellige niveauer, derfor vil en halvsidig rygmarvslæsion føre til forskellige symptomer fra de to sider af kroppen, som det ses ved Brown- Séquards syndrom.
Lammelse af benene (paraplegi)
Paraplegi opstår, når læsionen er længere nede end halshvirvelsøjlen og den øverste brysthvirvel. Her er der lammelse af den nedre del af kroppen, som omfatter benene, blæren og tarmfunktionen.
Lammelse af arme og ben (tetraplegi)
Ved tetraplegi sidder læsionen højere oppe ved halshvirvelsøjlen, og der vil være yderligere lammelse af armene. Er læsionen lokaliseret ved eller højere end 4. halshvirvel, vil der yderligere være påvirkning af vejrtrækningen, da mellemgulvet (diaphragma) får sin nerveforsyning fra 3-5 halssegment.
Behandling af rygmarvsskade
Ved traumatiske læsioner er der ingen specifik behandling, men rettidig behandling med aflastning af eventuelt tryk på rygmarven samt efterfølgende genoptræning kan mindske symptomerne.
Ved ikke-traumatiske læsioner afhænger behandlingen af den tilgrundliggende sygdom. Degenerative forandringer og diskusprolaps behandles med træning og/eller operation. Kræft og svulster kan behandles med operation og/eller stråleterapi. Vaskulære læsioner behandles med generel forebyggelse af vaskulære sygdomme. Infektioner behandles med antibiotika eller antivirale lægemidler og ved mangel af B12-vitamin behandles der med hurtig indgift af B12-vitamin.
Prognose
Prognosen ved de traumatiske læsioner, vil ofte være en stationær tilstand efter en akut fase med genoptræning. Ved de ikke-traumatiske læsioner afhænger prognosen af den tilgrundliggende sygdom. Cervikal spondylotisk myelopati og andre degenerative sygdomme har en tendens til at forværres med tiden, hvorimod symptomerne ved mangel af B12-vitamin forbedres med den rette behandling.