saturationsmåler (original) (raw)
Hos voksne kan man måle iltmætningen ved at bruge et pulsoxymeter. Apparatet fæstnes som en klemme på fingeren og måler i løbet af få sekunder både iltmætningen og pulsen.
Saturationsmåler er et apparat som kontinuerligt beregner iltmætningen i små blodkar (arterier) lige under hudoverfladen og måler pulsen. Saturationsmålere anvendes i flere sammenhænge. Den kan eksempelvis fungere som en del af overvågningen af svært syge personer og bruges til at undersøge lungernes tilstand ved vurdering af en persons evne til ilte sit blod. Undersøgelsesmetoden kaldes saturationsmåling eller pulsoxymetri. En saturationsmåler omtales også som en sat-måler.
Faktaboks
Også kendt som
pulsoxymeter, sat-måler
Teknikken
Apparatet består af en sensor med en lyskilde, der sender et skarpt lys mod det underliggende væv, og en detektor, der registrerer bølgelængderne på det lys, der reflekteres. Princippet bygger på, at hæmoglobin, som har bundet ilt (HbO2), absorberer lys med en anden bølgelængde end hæmoglobin uden ilt. Sensoren, som minder om en tøjklemme, fastgøres normalt på en finder, en tå eller på øreflippen. Et kabel forbinder sensoren med en elektronisk enhed, der viser iltmætningen og pulsen på en skærm.
Fordele og begrænsninger
Saturationsmåleren gør det muligt at undersøge iltmætningen i blodet kontinuerligt uden nålestik eller blodprøver, og måleresultaterne vises øjeblikkeligt. Undersøgelsen er smertefri.
Ved dårlig blodforsyning til hud og underliggende væv, eksempelvis ved kold hud, dårlig cirkulation lokalt eller ved choktilstande, fungerer saturationsmåleren dårligt. Den kan vise falsk forhøjede værdier, hvis væsentlige mængder hæmoglobin er kemisk bundet til kulilte (CO) eller til kvælstofforbindelser som methæmoglobin.