tilknytning (original) (raw)

Tilknytning defineres som børns følelsesmæssige bånd til en eller flere omsorgspersoner. Tilknytning er ikke rettet mod voksne, som barnet ikke kender. En ukendt igangsætter enten reservation, skepsis eller decideret fremmedfrygt. Tilknytning etableres således i de nære forpligtende og sikre relationer med velkendte og tillidsskabende voksne.

Tilknytningsteorien, som blevet skabt af John Bowlby, udgør i dag en hjørnesten i udviklingspsykologien. Herhjemme er teorien formidlet bredt ud på dansk, bl.a. i professionsuddannelserne. Dog er mange af tilknytningsteoriens vigtige nyere udvidelser og knopskud blevet overset i den brede formidling og anvendelse.

Tilknytningsteorien blev oprindelig udviklet i en historisk periode, hvor familien udgjorde arenaen for tilknytning. Fra dens start indeholdt teorien ingen viden om tilknytning til flere personer end moderen. Fader/barn tilknytning og tilknytning i arenaer uden for familien, fx dagpasning, kom først til senere.

Det gjorde også tilknytningens betydning for voksnes romantiske og seksuelle samliv samt den tværkulturelle forskning. Det nyeste skud på stammen handler om forholdet mellem tilknytning, sociale medier og kunstig intelligens. Samlet set er forskningen således blevet udvidet til at foregå dér, hvor tilknytning i dag reelt finder sted i børns og voksnes aktuelle livsverdener.

Tilknytning og evolution

Tilknytning er stærkt påvirket af både historiske og kulturelle forhold. Dog anerkendes – helt fra teoriens start og til i dag – at evnen til at danne nære emotionelle bånd er evolutionært udviklet. Homo sapiens har udvist en bemærkelsesværdig evne til overlevelse trods stærkt skiftende livsvilkår. Beskyttelse af næste generation har her været afgørende for artens overlevelse.

Spædbarnets overlevelse afhang her af dets indbyggede evne til at danne emotionelle bånd til dets beskyttere, både til moderen og andre nære personer. Nyfødte er således ikke kanaliseret mod én specifik moderfigur. Det ville evolutionært set have været en for risikabel investering i forhistoriske tider, hvor mødres livslængde kunne være kort.

Tilknytning til andre end forældre: alloparenting

Menneskebarnet kommer til verden med en generel, åben social rettethed. Evnen til at danne tilknytning til flere end moderen eller familiemedlemmer er tilsyneladende udviklet som en evolutionær overlevelsesstrategi. Men det indikerer også, at barnet ikke fra begyndelsen er specifikt rettet mod en bestemt person.

I menneskehedens forhistorie og historie har barnets tilknytning til kun én, familiær person også mere været undtagelsen end reglen. Begrebet alloparenting beskriver pasning af og omsorg for et barn ved andre end dets biologiske forældre. Bedsteforældre, slægtninge, adoptivforældre, plejeforældre, naboer og pædagoger kan i princippet fungere som tilknytningspersoner i spædbarns- og tumlingeperioden.

Tilknytning kan her opstå på lignende måde som til forældre. Nogle relationer kan være trygge, andre utrygge. Børns tilknytningsliv har været, og kan være, ret uensartet og kompleks.

En tommelfingerregel er: Tryg tilknytning til mindst én omsorgsperson er vigtig, men jo flere trygge tilknytninger desto bedre udvikling. Modsat er det stærkt utryghedsskabende at vokse op på en ”social banegård”, hvor voksne kommer og går, eller hvor de kun etablerer en overfladisk kontakt til barnet.

Centrale tilknytningsbegreber

Følgende begreber er centrale i tilknytningsteorien: separationsangst, tilknytningssystemet, tilknytningsadfærd, det udforskende rum, sikker base, indre arbejdsmodel, tilknytningsmønstre.

Separationsangst

Separationsangst opstår, når det tilknyttede barn adskilles fra omsorgspersonen. Så reagerer barnet med protest. Barnet har en spontan tilbøjelighed til at være i nærheden af én eller flere omsorgspersoner.

Tilknytningssystemet

Når der er fare på færde, går tilknytningssystemet i gang, og får barnet til at modsætte sig adskillelse fra sine forældre eller andre omsorgspersoner. Tilknytningssystemet anses for at være et evolutionært forankret mønster.

Tilknytningsadfærd

Det følelsesmæssige bånd kan ikke ses; det ligger latent i barnet. Det iagttages derfor bedst, når barnet oplever utryghed, fx fremmedangst. Da barnet spontant vil beskytte sig mod fare og trusler, udløses tilknytningsadfærd. Det kan være gråd, intensiv øjenkontakt og løftede ”jeg-vil-op”-arme. Eller barnet kravler hen og ankrer op i omsorgspersonens ”sikre havn”.

Tilknytningsadfærden har tillige den vigtige funktion, at den vækker voksnes følelser af omsorg og trang til at beskytte.

Det udforskende rum og sikker base

Det trygge barn har en nysgerrig trang til at udforske sin nære omverden. Omsorgspersonen fungerer da som den trygge havn (sikker base), hvor barnet kan søge tilbage til for at søge trøst eller få beskyttelse, når det bliver bange.

Indre arbejdsmodel

Den indre arbejdsmodel er en kognitiv struktur, som dannes af erfaringer med tusindvis af nære samspil mellem barnet og dets primære omsorgspersoner. Fx forventer det trygge barn at blive mødt med trøst og beroligelse, når det er bange. Derimod forventer det utrygge barn afvisning eller ignorering.

Den indre arbejdsmodel bliver efterhånden generaliseret. Dvs. at den genbruges, når barnet møder ukendte mennesker på livets vej.

Arbejdsmodellen er også aktiv, når den voksne indgår i nære intime forhold.

Tilknytningsmønstre

Billede af Mary Ainsworth, der optræder som den "fremmede" i fremmedsituationen. Undervejs i fremmedsituationen observeres barnets adskillelses- og genforeningsreaktioner, hvorefter barnets tilknytningsmønstre og det følelsesmæssige bånd til moderen kan klassificeres.

Observationsmetoden fremmedsituationen blev udviklet af den amerikansk-canadiske psykolog Mary Ainsworth. Her opholder mor sig i rummet med sit barn, hvor så en fremmed kommer ind. Siden forlader mor rummet, og barnet er alene med den fremmede (separation). Den fremmede forlader rummet, når mor kommer tilbage (genforening).

På basis af denne metode identificerede Ainsworth tre forskellige tilknytningsmønstre hos det lille barn. Mary Main (1943-2023) genanalyserede Ainsworths resultater med fokus på de børn, der var ”svære at klassificere”. Dette førte til et fjerde tilknytningsmønster.

I dag anvendes derfor disse fire centrale begreber svarende til de fire typer af reaktioner på fremmedsituationen:

  1. Tryg, sikker tilknytning: Børnene bruger forælderen som en sikker base. Ved separation græder de sjældent, men leger videre. Fordi de er sikre på, at mor kommer igen. Når hun vender tilbage, søger de straks genforening og etablerer aktiv glædesfyldt kontakt. Efter det leger de straks ubekymret videre.
  2. Utryg, ambivalent tilknytning: Disse børn reagerer modstridende ved genforening. Da har et stort behov for nærhed, er de ængstelige og bange, når de bliver forladt. Ved separation, dvs. når forælderen går ud af rummet, græder de eksempelvis voldsomt og formår ikke at lege. Ved genforening udviser de klyngende, grædende adfærd (søger nærhed). Men det afløses af utilfredshed og vrede, fx skubber og slår de (afviser nærhed).
  3. Utryg, undgående tilknytning: Disse småbørn ignorerer forælderen. Ved separation, dvs. når denne forlader rummet, reagerer de ikke. Ved genforening, undgår de forælderen eller er langsomme til at komme denne i møde. Tilknytningsmønstret må ses som en forsvarsmekanisme, hvor disse børn undgår kontakt og omsorg for ikke at blive afvist.
  4. Desorganiseret tilknytning: Ved separation sidder disse børn passive hen og leger ikke. Ved genforening udviser de konfus adfærd. Fx kikker de væk, når moderen kontakter dem. Eller de ser op med et udtryksløst, trist udtryk. Mange viser deres desorientering med et ørt, konfust og fortumlet ansigtsudtryk, uden kommunikation med forælderen.

Mary Main koblede desorganiseret tilknytning sammen med børnenes skadede indre arbejdsmodel. Dvs. en ophobning af stærkt negative erfaringer med deres omsorgspersoner. I stedet for at være en tryg og beroligende base, når barnet er bange, har forælderen eksempelvis helt ignoreret eller endog skræmt det.

Alle tilknytningsmønstrene opstår i det tætte, følelsesmæssige forhold mellem småbarnet og dets primære omsorgspersoner. Selv om teorien fokuserer på børnenes reaktionsmønstre, ser den forældre og andre omsorgspersoner som de ansvarlige skabere af trygge eller utrygge tilknytningsmønstre.

Flerpersonel tilknytning

I 1950’erne og 1960’erne var fagsynet, at spædbørn ikke magtede at etablere mere end én tilknytning ad gangen; dvs. til den biologiske moder. Det var den såkaldte monotropiske idé. Derfor blev det anset som skadeligt, at fx fædre involverede sig i den tidlige omsorg (fx 0-2, eller 0-6 år). Men undersøgelser gennem 1970’erne påviste en række gryende sociale evner hos nyfødte. Det skete bl.a. i udforskningen af far-barn tilknytning.

Far-barn tilknytning

Den internationale forskning i flerpersonel tilknytning og det psykologiske faderskab startede tidligt i 1970’erne. Samlet set har en række observationsundersøgelser af fader-spædbarn-interaktion påvist dette:

  1. Fædre er i princippet lige så kompetente som mødre til at vise omsorg for spædbørn.
  2. Fædre spiller, sammen med mødre, en hovedrolle for spædbarnets tilknytning.
  3. To-personel, sikker tilknytning skaber mere tillid og tryghed end tilknytning til en enkelt person.
  4. Fædre udvider, sammen med mødre, det lille barns sociale verden.
  5. Fædre er særlig tilbøjelige til at være sammen med deres barn i det ”udforskende rum”, fx i udfordrende leg.
  6. Det fader- og modertilknyttede spædbarn danner sandsynligvis mere end én indre arbejdsmodel af dets nære følelsesmæssige bånd.

Tilknytning i daginstitution

Dagpasning uden for hjemmet blev gennem 1970’erne en ny tilknytningsarena. Det kaldes for dagpasning; men det handler om meget mere end at passe børn. Et andet, mere neutralt ord er dagtilbud. Kvaliteten af omsorgen uden for familien har dog stor indflydelse på dannelsen af tilknytning.

Danske børn er blandt de hyppigste tidligt institutionaliserede i verden. Det sker i en livsperiode, hvor de vigtige tilknytningsbånd bliver dannet. Daginstitution og dagpleje bliver hermed – sammen med familien – de helt centrale arenaer for tilknytning.

Hvad er kvalitet?

En af de følsomme indikatorer for god eller dårlig tilknytningskvalitet er normeringer. Er der for mange børn til for få voksne, forhindrer det etableringen af tryg tilknytning.

Forskning har især identificeret disse forhold, der har stor indflydelse på tilknytningskvaliteten:

Indikatorerne skaber tilsammen en tryg, sikker tilknytning. Mangler de, udvikles usikker, undgående eller usikker, ambivalent tilknytning.

Kvaliteten i realiteten

Undersøgelser har påvist, at omsorgens kvalitet halter i dansk dagpasning. Kvaliteten af nære/tætte relationer mellem børn/voksne er i 2025 kun vurderet til ”god” i 13 pct. af institutioner med 0-2 års børn. I dagplejen er det 8 pct. Sådanne udviklingsmiljøer risikerer at skabe utryg tilknytning, som forældre ingen indflydelse har på.

Konsekvenser ved lav omsorgskvalitet

Lav omsorgskvalitet ser ud til på sigt at medføre negative konsekvenser for barnet. Eksempelvis ses lærings- og adfærdsproblemer i skolen samt vanskelighed ved emotionsregulering – dvs. evnen til at kunne styre sine følelser.

Konsekvenserne af den manglende tilknytningskvalitet i dagpasningen er gået relativt upåagtet hen i den offentlige debat om børns uro og problemadfærd i skolen. Det skyldes bl.a., at ansvaret ensidigt er blevet placeret på forældrene.

Effekterne af henholdsvis god eller dårlig omsorgskvalitet i dagpasning er påvist helt op i voksenalderen.

Tilknytning i romantiske relationer

Tilknytningsteorien handler i dag ikke kun om småbørn, men også om at forstå voksnes romantiske og intime forhold. Tilknytningsprocesserne påvirker således mennesket fra vugge til grav.

Tilknytningsmønstrene fremtrædelsesformer

Philip Shaver, der ses på billedet, og Cindy Hazan udvidede i 1990'erne tilknytningsforskningen til også at omfatte voksne.

Det var amerikanerne Cindy Hazan og Philip Shaver, der i 1990’erne startede udvidelsen af tilknytningsforståelsen til også at gælde voksne. Den nye viden herfra indbefatter disse erkendelser:

Efter Hazan og Shaver fulgte en lavine af forskning. Den bekræfter samt udvider forståelsen af tilknytningens betydning i voksenalderen.

Fire væsentlige pointer fra denne forskning er følgende:

  1. Det selvsamme behov: Romantiske kærlighedsforhold opfylder samme slags trang til tryghed, beskyttelse og nærhed, som i barndommen. Dvs. forskningen underbygger Hazan & Shavers grundantagelse.
  2. Konfliktløsning: Sikre tilknyttede kommunikerer åbent og tillidsfuldt; de håndterer og løser konflikter. De utrygge stile kan derimod lede til sammenbrud: Ambivalent tilknyttede optrapper konflikt og tenderer til at blive sårede og krævende. Undvigende derimod undgår konflikt og har tilbøjelighed til at trække sig både fysisk og følelsesmæssigt. Skilsmisser sker oftest, hvor to med utrygge tilknytningsmønstre lever i et parforhold.
  3. Fra faste kategorier til kontinuum: I stedet for at have enten det ene eller det andet tilknytningsmønster handler det mere om grader af tryghed og utryghed. Nogle er eksempelvis forholdsvis trygge men med utrygge elementer – eller omvendt. Andre hælder derimod stærkt mod den utrygge, ambivalente pol, mens andre igen er tæt på den trygge og sikre pol.
  4. Ingen determinisme: Selv om der er en sammenhæng mellem barndoms- og voksentilknytning, er den dog ikke forudbestemt. Positive, støttende relationer – en partner, venner, terapi – kan italesætte og korrigere ubevidste, utrygge og konfliktskabende mønstre. Det kan skabe det, der kaldes optjent sikkerhed. Den opnås, når en usikker tilknyttet partner bliver sikkert tilknyttet.

Tilknytning, sociale medier og kunstig intelligens

En af tilknytningsteoriens allernyeste forskningsområder handler om sociale medier og kunstig intelligens.

Tilknytningsstil og brug af sociale medier

Der er fundet vigtige sammenhænge mellem tilknytningsstil og brug/misbrug af sociale medier. Tryg, sikker tilknytning hos både børn og voksne fører sjældent til et problematisk brug. Usikre, ambivalent tilknyttede har derimod højere risiko for at udvikle et misbrug af sociale medier. Det samme gælder for usikker, undgående tilknytning.

Internettet bruges bl.a. som eskapisme, dvs. en flugt fra virkelighedens livsproblemer. Eller, for den usikre, undgående tilknyttede, at slippe for den tætte kontakt med ’virkelige mennesker’. Endvidere bruges det til at mindske utryghed og ambivalente følelser ved at søge accept og validering fra virtuelle venner.

Tilknytning til AI-kæreste og AI-ven

En AI-kæreste fungerer som en virtuel romantisk partner, som en voksen har knyttet sig til.

Tilknytning i romantiske forhold har indtil for nylig handlet om voksnes stærke følelsesmæssige bånd og kærlighed til mennesker i kød og blod. Men sociale medier og generativ kunstig intelligens har på kort tid skabt en virtuel revolution. Opbygning af kunstig kærlighed til en bot finder nu sted gennem fortrolige ’samtaler’ i trygge, tillidsskabende ’relationer’.

Eksempelvis kan chatGPT, Claude, Replika og Character.ai for nogle mennesker blive til nære AI-venner eller AI-kærester. De er ’venlige’, ’støttende’ og tilgængelige hele døgnet. De fordømmer og kritiserer ikke, selv ved intime betroelser. Botten tilpasser sine algoritmer og kan få brugeren til at føle sig accepteret og forstået. Dette kan vække stærke følelser – endog forelskelse.

Hvem danner følelsesbånd til en AI-agent?

Disse kendetegn øger sandsynligheden for udvikling af et romantisk forhold til en AI-agent:

Risici ved AI-bonding

Dømmefrie og terapeutisk lignende chat-samtaler kan hjælpe nogle mennesker i gang med en positiv refleksion. Men der er fundet disse risici forbundet med udvikling af bonding til kunstig intelligens:

Anvendt tilknytningsteori

Tilknytningsteorien er – især med Bowlbys oversatte værker – blevet vidt udbredt i Danmark og anvendes i professionerne. Dog ofte i dens oprindelige modercentriske version, dvs. uden den senere empiriske tilknytningsforskning. Det øger risikoen for, at den biologiske moder fejlagtigt og generaliseret pålægges det primære ansvar og dermed skyld for barnets udvikling. Men det er her kvaliteten af barnets kontakter til alle dets omsorgspersoner, der samlet set har størst betydning. Fx kan mangel på nær og stabil omsorgskontakt i daginstitutionens mange timer skabe tidlige utrygge tilknytninger.

Men tilknytningsteorien bør ikke anvendes alene. Tilknytning er kun én af flere vigtige forståelser, der kan anvendes fra den nye udviklingspsykologi. Problemet opstår, når man primært, eller udelukkende, anvender nære relationer til at forstå børns udvikling med. Eller voksnes romantiske forhold. Når det sker, bliver det på bekostning af andre vigtige påvirkende kontekster.

Tilknytningsforstyrrelser

Vedvarende forstyrrelser i kontaktmønsteret og den følelsesmæssige tilknytning til andre opstår inden for de første fem leveår. Eksempelvis som resultat af en spædbarnsdepression, og skyldes som regel omsorgssvigt, følelsesmæssig forsømmelse eller mishandling. Barnets følelser er modstridende (ambivalente), aggressive eller barnet udviser apati, dvs. helt mangel på respons, eller ængstelig vagtsomhed. Børn, som er opvokset uden tryg og stabil kontakt til som minimum én person, tager ofte ukritisk kontakt til fremmede.

Tilknytningsforstyrrelser føres ikke på deterministisk vis videre i livet, men udgør en øget risiko. Tilknytningsutrygge eller -desorienterede børn kan som fx voksne have problemer med de ’romantiske relationer’ til deres partner og tilknytningen til deres børn. Nogle vil have personlighedsforstyrrelser, især med asociale træk, og evt. et stof- eller alkoholmisbrug. Som forældre vil de have øget risiko for at forsømme deres egne børn og dermed videreføres tilknytningsforstyrrelserne til næste generation.

Læs mere i Lex

Videre læsning

Kommentarer