transkønnethed (original) (raw)
De transkønnedes prideflag er designet af Monica Helms og blev brugt første gang i 1999.
Transkønnethed betegner en varig uoverensstemmelse mellem en persons fødselskøn (det køn, der på baggrund af de ydre kønsorganer blev konstateret ved fødslen) og vedkommendes egen oplevelse af sit køn.
En transperson vil typisk opfatte sig selv som mand, kvinde eller nonbinær, sjældnere som fx gender queer (præget af en flydende og dynamisk kønsidentitet) eller akønnet (præget af manglende kønsidentitet). En transmand (eller transmaskulin) er født som pige, men opfatter sig selv som en dreng/mand. En transkvinde (transfeminin) er født som dreng, men opfatter sig selv om en pige/kvinde.
Modsætningen til transkønnethed er ciskønnethed. En cisperson oplever overensstemmelse (kongruens) mellem sit fødselskøn og sin aktuelle kønsoplevelse og/eller kønsidentitet.
Transkønnethed blev tidligere omtalt som transseksualitet, men denne betegnelse er i dag forladt, eftersom fænomenet er forbundet med kønsidentitet og ikke med seksualitet. Transpersoner kan således have samme typer seksuel orientering (fx heteroseksualitet, biseksualitet eller homoseksualitet) som alle andre mennesker.
På samme måde reserveres betegnelsen transvestisme i dag til personer, som oplever glæde – sjældnere seksuel ophidselse – ved lejlighedsvis at iklæde sig et andet køns typiske klædedragt.
Transkønnethed har intet at gøre med interkønnethed, hvor en person er født med atypiske biologiske kønstræk.
Kønsdysfori
Misforholdet mellem fødselskøn og oplevet køn kan give anledning til såkaldt kønsdysfori, hvor transpersonen føler psykisk ubehag ved sine kropslige kønskarakterer og/eller omverdenens forventninger til sit køn.
I den nyeste udgave af WHO’s diagnosesystem (ICD-11 fra 2019) omtales transkønnethed under overskriften kønsinkongruens. Selvom transkønnethed således har sin egen diagnosekode – som muliggør adgang til forskellige sundhedstilbud – opfattes tilstanden ikke længere som en psykisk sygdom.
Udbredelse af transkønnethed
Der findes ingen sikker viden om hyppigheden af transkønnethed i befolkningen, men ifølge internationale skøn er udbredelsen mellem en halv og to procent. I den danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS angav 0,5 % af 15-89-årige danskere i 2017-2018 at være ikke-ciskønnede, mens det tilsvarende tal blandt 15-34-årige var 1 %.
Der er igennem 2000-tallet set en væsentlig stigning i antallet af henvendelser til sundhedsvæsenet med ønsker om udredning og lægelig behandling for transkønnethed. Fordelingen af fødselskøn i behandlingssystemet er i dag nogenlunde ligelig, mens man førhen så langt flest transkvinder/transfeminine.
Juridisk og medicinsk kønsskifte
Nogle transpersoner benytter muligheden for juridisk køns- og navneskifte, som har været lovligt i Danmark siden 2014. Andre – men langt fra alle – opsøger sundhedsydelser som kønshormon-behandling eller kønsbekræftende kirurgi (tidligere kaldet kønsskifteoperation) som led i deres transition fra ét køn til et andet. Et ukendt antal transpersoner gennemgår selvbetalt kønskirurgi i udlandet, fx i Thailand eller Marokko.
Udredning og behandling var tidligere centreret på Rigshospitalets sexologiske klinik, men foregår i dag på særlige centre for kønsidentitet (CKI) i hhv. København, Odense og Aalborg. For personer under 18 år foregår udredning og behandling i et tværfagligt kompetencecenter under børne- og ungdomspsykiatrien i København. Rammerne for sundhedstilbud til transpersoner er givet af Sundhedsloven og udfoldet i skiftende vejledninger fra Sundhedsstyrelsen.
I Danmark foretages der ikke kønskirurgi på mindreårige, ligesom der typisk udvises tilbageholdenhed med kønshormonbehandling af børn og unge. Det gælder fx behandling med ”stophormoner”, som midlertidigt sætter pubertetsudviklingen i stå.
De danske centre for kønsidentitet kan efter et kortere eller længere udredningsforløb tilbyde kønsmodificerende behandling, typisk i form af kønshormoner, øvre kirurgi (operative indgreb på brystpartiet), nedre kirurgi (fjernelse af indre og ydre kønsorganer og evt. plastikkirurgisk tildannelse af nye kønsdele), kirurgi på adamsæble eller stemmelæber samt hårfjernelse (epilering).
Pseudovidenskabelig eller religiøst funderet samtalebehandling med sigte på at ”helbrede” transpersoner (såkaldt omvendelsesterapi, på engelsk ”conversion therapy”) er næppe udbredt i Danmark, mens det nyder fremme i mere transfobiske samfund.
Transpersoners sundhedsforhold
Der er i de senere år fremkommet både dansk og international forskning, som peger på en betydelig ulighed i især psykisk sundhed for LGBT+-personer, dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Ikke mindst Projekt SEXUS har påvist en markant øget forekomst af fx mental mistrivsel, psykiatriske diagnoser, selvskade og selvmordsadfærd blandt transkønnede. Hertil kommer øget ensomhed og usund livsstil.
Årsagerne til transkønsgruppens helbredsmæssige udfordringer er ukendte, men oplevelsen af social marginalisering, diskrimination, vold og eksklusion (jf. paraplybegrebet "minoritetsstress") fremføres ofte som en særlig udfordring for LGBT+-gruppen som helhed.
Transkønnethedens historie
Transkønsfænomener har formentlig altid eksisteret blandt mennesker, hvilket bl.a. ses af den oldgræske myte om den blinde spåmand Teiresias, der både levede som mand og kvinde. I slutningen af 1800-tallet blev transkøn indlemmet under den fremspirende seksualvidenskab med den tysk-østrigske neuropsykiater Richard von Krafft-Ebing i front. Langt op i 1900-tallet anså mange fagpersoner dog transkønnethed for en særlig afart af homoseksualitet.
I 1910 indførte den foretagsomme tyske læge og seksualaktivist Magnus Hirschfeld betegnelsen transvestit, som i årtier blev den medicinsk-sexologiske betegnelse for mennesker med ukonventionelle kønsoplevelser. Frem til nazisternes magtovertagelse i Tyskland drev Hirschfeld Institut für Sexualwissenschaft i Berlin. Han opfattede køn som et plastisk naturfænomen, og ifølge ham var transkønnethed derfor ikke udtryk for en psykisk forstyrrelse, men derimod en påmindelse om biologiens iboende diversitet.
Den første dansker, der gennemgik egentlig kønskirurgi, var kunstmaleren Einar Wegener (1882-1931), som i en årrække var gift med den populære kunstner Gerda Wegener. På henvisning af Magnus Hirschfeld gennemgik Einar Wegener adskillige operationer på kvindeklinikken i Dresden og tog i 1930 navneforandring til Lili Elbe, med inspiration fra byens store flod. Elbe døde året efter – muligvis af komplikationer til de kirurgiske indgreb.
Langt mere genlyd gav det, da en ung amerikansk fotograf med danske rødder, George Jorgensen (1926-1989), rejste til Danmark i begyndelsen af 1950’erne for med hjælp fra danske læger (i særdeleshed psykiateren Georg K. Stürup (1905-1988) og hormonforskeren Christian Hamburger (1904-1992)) at gennemgå en både medicinsk og kirurgisk transition og genopstå som Christine Jorgensen. Fornavnet Christine var en venlig hilsen til Christian Hamburger. Både Elbe og Jorgensen har udgivet læseværdige og informative selvbiografier.
I løbet af 2000-tallet er transkønnethed blevet genstand for politisk interesse. Ikke mindst Donald Trumps to præsidentperioder har været domineret af en energisk kamp mod "wokeisme" og "transideologi", som påstås at undergrave naturgivne normer og værdier. Den verdensomspændende "anti-gender-bevægelse" (der betragter køn som et udelukkende biologisk fænomen og tager afstand fra forståelsen af køn som et samspil mellem kropslige, psykologiske og sociale aspekter) er bl.a. analyseret af den toneangivende amerikanske filosof Judith Butler – der selv betegner sig som nonbinær – i debatbogen ”Who’s Afraid of Gender?” (2024).
En dansk forening for transvestitter og transseksuelle (FPE-NE) blev stiftet i 1966. I dag findes tillige foreningen Transpersoner i Danmark (TiD) og Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. Interesseorganisationen LGBT+ Danmark har siden 2008 omfattet transkønnede og nonbinære personer.
Forskningsmæssigt er interessen for transkønnethed stigende, bl.a. knyttet til folkesundhedsforskning, kønshistorie og humanistiske discipliner som queer- og transteori.