ubiquinon (original) (raw)
Ubiquinon er et enzym, der kan indtages med kosten eller dannes i kroppen. Enzymet virker bl.a. som antioxidant i stofskiftet i celler.
Faktaboks
Ordet ubiquinon kommer af latin ubique 'overalt' og kinon.
Også kendt som
Q10, coenzym Q10, 2,3-dimethoxy-5-methyl-6-dekaprenyl-1,4-benzoquinon
Molekylet
Ubiquinon-molekylet er opbygget af en enhed kinon og ti enheder isopren.
Ubiquinon blev opdaget i 1957 af professor Frederick F. Crane og hans team ved University of Wisconsin.
Funktion
Ubiquinon deltager som coenzym i cellernes energistofskifte i mitokondrier; en nedsættelse af ubiquinonmængden i mitokondriernes indermembran nedsætter elektrontransporthastigheden og ATP-produktionen. Ubiquinon virker desuden som antioxidant.
Forekomst og dannelse
Ubiquinon forekommer vidt udbredt i kosten, fx i kød, fisk, grøntsager, nødder, men kan også dannes ud fra aminosyren tyrosin hos alle pattedyr.
Syntese i kroppen
Kroppen kan selv danne ubiquinon i cellerne, især i mitokondrierne. Syntesen af ubiquinon falder med alderen, men kan også falde på grund af sygdom og medicin.
Mangel
Mangel på ubiquinon er en sjælden genetisk sygdom, som medfører at kroppen ikke selv kan producere ubiquinon. Sygdommen er autosomal recessiv, og symptomerne starter tidligt i barndommen. På grund af den vigtige funktion i kroppens energiproduktion resulterer sygdommen i muskelsvaghed, nyresygdomme, myopati, balanceproblemer og nedsat immunforsvar. Det behandles med høje doser af ubiquinon, men med varierende resultat.
Kosttilskud
Ubiquinon er blevet markedsført som kosttilskud med konditionsfremmende og sygdomsforebyggende egenskaber, og det er tillagt en gunstig effekt ved angina pectoris, kræft, parodontitis og sportspræstationer.
Bortset fra en mulig positiv virkning hos patienter med kronisk hjertesvigt er der ikke entydig dokumentation for en sundhedsfremmende virkning.
Risiko for overdosering
Ubiquinon anses for at være ugiftigt selv i relativt høje doser.