Folketingets kontrol med regeringen (original) (raw)
Folketinget kontrollerer, om regeringen fører Folketingets love ud i livet, som de var tænkt, og om der sker magtmisbrug.
Parlamentarisk kontrol med regeringen er en meget vigtig opgave for Folketinget, som kontrollerer, hvordan regeringen fører lovene ud i livet.
Søgelyset rettes ofte mod ministrene i regeringen. For det meste går kontrollen stille af, men det kan også spidse til, så regering og et flertal i Folketinget kommer til at stå stejlt over for hinanden. Den parlamentariske kontrol kan være en hurtig og nem måde at markere politiske standpunkter på.
Folketingets kontrol med regeringen er ikke direkte fastlagt i grundloven. Grundlaget er først og fremmest parlamentarismen, som er fastlagt i grundlovens § 15. Her står, at regeringen skal gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren. Det er dog meget sjældent, at Folketinget bruger denne mulighed. Parlamentarismen har også en indirekte betydning for det politiske magtforhold mellem regeringen og Folketinget. Regeringen er nemlig nødt til at føre en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget.
Den kritiske opposition
I praksis er det oppositionen – altså de partier, der ikke er i regering, og som ikke er støttepartier for regeringen – der udfører den parlamentariske kontrol. Det er den, der har den største interesse i at være kritisk over for regeringens arbejde og kontrollere, om der sker magtmisbrug.
Oppositionen undersøger bl.a., om regeringen
- virkeliggør lovenes indhold og gør det på den måde, som den har lovet
- overholder statsbudgettet
For folketingsmedlemmerne fra oppositionspartierne er den parlamentariske kontrol af regeringens magtudøvelse vigtig. Oppositionen har en politisk fordel i at finde fejl og mangler ved en regering, den ikke er enig med, og det giver oppositionspartierne mulighed for at forklare vælgerne, hvordan deres politik er anderledes – og i deres øjne bedre – end regeringens.
Læs om ministeransvar og mistillid til ministre
Folketingsmedlemmerne stiller spørgsmål til regeringen
Hvis folketingsmedlemmerne skal kunne kontrollere regeringen, kræver det, at de får indsigt i, hvordan regeringen arbejder. Den indsigt får de bl.a. ved at stille spørgsmål til ministrene.
Spørgsmålene til ministrene stilles normalt inden for et snævert emne. Typisk spørger folketingsmedlemmerne til konkrete sager. Det kan f.eks. være sager, der er omtalt i medierne, eller som medlemmerne er blevet opmærksom på, fordi en borger, organisation eller virksomhed har henvendt sig til dem.
Gennem spørgsmål til den ansvarlige minister kan folketingsmedlemmet få svar på:
- hvordan ministeriet forvalter den lovgivning, sagen drejer sig om
- om tingene er foregået korrekt
- om lovgivningen måske bør ændres i en bestemt retning
- om regeringen er med på at ændre lovgivningen
Medlemmerne benytter gerne chancen til at få deres egen mening flettet ind i spørgsmålene, når du formulerer dem. Spørgsmålene bruges nemlig også til at markere politiske standpunkter og uenigheder.
Medlemmerne stiller omkring 15.000 spørgsmål til ministrene om året.
Folketingets forskellige typer spørgsmål
Kontrollen med regeringen foregår, ved at Folketinget stiller forskellige slags spørgsmål eller tager en debat:
- § 20-spørgsmål
- spørgsmål i spørgetimen med statsministeren
- udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse
- samrådsspørgsmål
- forespørgsler
- hasteforespørgsler
- redegørelser
§ 20-spørgsmål
Et § 20-spørgsmål skal handle om ministerens holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende.
Folketingsmedlemmerne må altså ikke stille § 20-spørgsmål om rent faktuelle ting, f.eks. statistiske oplysninger, økonomiske beregninger eller redegørelser for hændelsesforløb. Spørgsmålet skal også være et, som ministeren kan svare på uden at skulle høre andre myndigheder.
Ministeren svarer mundtligt eller skriftligt efter spørgerens ønske. Spørgsmålet stilles altid skriftligt. Hvis spørgeren beder om skriftligt svar, skal ministeren svare skriftligt inden for 6 hverdage. Hvis spørgeren vælger at stille spørgsmålet til mundtlig besvarelse, svarer ministeren på det i Folketingssalen i spørgetiden den førstkommende onsdag, efter at spørgsmålet er stillet. Herefter er der lejlighed til nogle få opfølgende spørgsmål fra spørgeren og eventuelle medspørgere og svar fra ministeren.
Det kaldes et § 20-spørgsmål, fordi det stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden, der beskriver reglerne for, hvordan Folketinget arbejder. .
Spørgsmål i spørgetimen med statsministeren
Cirka hver tredje tirsdag er statsministeren til stede i Folketingssalen i det, der hedder spørgetimen med statsministeren. Statsministeren har mulighed for at indlede spørgetimen med en orientering om foranstaltninger, der påtænkes iværksat af regeringen, eller om andre offentlige anliggender.
Bagefter stiller de partiledere, der ikke sidder i regeringen, spørgsmål til statsministeren. Statsministeren kender ikke spørgsmålene på forhånd. Efter hvert svar er der mulighed for, at partilederne kan stille opfølgende spørgsmål.
Spørgetimen varer lidt over en time og dækkes som regel af medierne.
Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse
Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse er spørgsmål, der stilles gennem et af Folketingets udvalg, og både medlemmer af udvalget og andre folketingsmedlemmer kan stille spørgsmålene.
Spørgsmålene stilles skriftligt, og ministeren besvarer dem ligeledes skriftligt. Medlemmerne kan både stille udvalgsspørgsmål om konkrete lov- eller beslutningsforslag, der er til behandling i udvalget, og om andre forhold inden for udvalgets ansvarsområde. Spørgsmålene må gerne handle om faktuelle forhold og være holdningsprægede.
Ministerens svarfrist er normalt på 4 uger, men hvis sagen haster, kan spørgeren bede om at få sat en kortere frist for ministerens svar.
Samrådsspørgsmål - udvalgsspørgsmål til mundtlig besvarelse
Stiller et medlem af et af Folketingets udvalg et spørgsmål til en minister til mundtlig besvarelse, siger man, at medlemmet kalder ministeren i samråd. Spørgsmålet stilles skriftligt og kaldes et samrådsspørgsmål.
Kaldes en minister i samråd, skal ministeren møde frem i det folketingsudvalg, der har stillet samrådsspørgsmålet, og svare mundtligt på spørgsmålet. Efter at ministeren har svaret, er der tid til opfølgende spørgsmål fra udvalgets medlemmer.
Folketingsmedlemmerne kan både stille samrådsspørgsmål om konkrete lov- eller beslutningsforslag, der er til behandling i udvalget, og om andre forhold inden for udvalgets ansvarsområde.
Åbne og lukkede samråd
Samråd kan være åbne eller lukkede. Åbne samråd betyder, at man som borger kan overvære mødet fysisk, og at samrådet bliver optaget, så det kan ses på Folketingets hjemmeside eller tv-kanal. Et lukket samråd er kun for udvalgets medlemmer og bliver ikke optaget.
Du finder eksempler på åbne samråd ved at skrive »åbent samråd« i søgefeltet øverst til venstre på ft.dk.
Forespørgsler
Ethvert medlem af Folketinget kan stille en forespørgsel til en minister. Forespørgsler bruges primært til at skabe debat om brede politiske emner og samfundsmæssige problemer. Det giver folketingsmedlemmerne mulighed for at få informationer om et aktuelt emne og adgang til at drøfte sagen med ministeren.
Mange gange bliver en sag taget op af folketingsmedlemmer efter omtale i pressen. Og behandlingen af sagen i Folketinget vil ofte også blive fulgt op af pressen. Forespørgsler kan munde ud i, at Folketinget vedtager et forslag om, at regeringen skal gøre noget bestemt.
Forespørgsler kommer til debat i Folketingssalen
En forespørgsel skal ikke på samme måde som f.eks. et lovforslag være ledsaget skriftlige bemærkninger om baggrunden for initiativet. Der går typisk 4-5 uger for en forespørgsel at komme til debat i Folketingssalen. Under behandlingen af en forespørgsel kommer ministeren med en mundtlig besvarelse, og herefter følger debatten mellem forespørgeren, ordførerne, de forskellige folketingsmedlemmer og ministeren.
Forespørgslen bliver kun behandlet i ét møde. Som afslutning på en forespørgselsdebat kan Folketinget træffe en beslutning om det debatterede emne. Beslutningen kaldes også en vedtagelse.
Ofte er partierne uenige under debatten om en forespørgsel. Derfor kan der blive fremsat forskellige forslag til vedtagelse, som der kan stemmes om. Det forslag, som regeringen bakker op om, bliver sat til afstemning først og bliver sædvanligvis vedtaget. Der kan kun vedtages ét forslag til vedtagelse. Er et forslag vedtaget, bortfalder resten.
Der afholdes mellem 40 og 50 forespørgselsdebatter om året, og debatterne kan vare flere timer.
I grundlovens § 53 forklares formålet med en forespørgsel, nemlig at »bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring«. Reglerne for forespørgsler går helt tilbage til den første grundlov fra 1849.
Hasteforespørgsler
Hasteforespørgsler bliver sat på dagsordenen i Folketingssalen langt hurtigere end en almindelig forespørgsel, når der er behov for at høre en minister om et aktuelt emne her og nu.
Det kan tage under en uge for en hasteforespørgsel at blive sat på dagsordenen og blive behandlet i Folketingssalen, mens der kan gå 4-5 uger, før en almindelig forespørgsel kommer til debat.
Det er Folketingets formand, der bestemmer, om en hasteforespørgsel kan gennemføres. Det tillader formanden typisk, hvis anmodningen om en kortere frist kommer fra en bred kreds af partier.
Redegørelser
Hvis en minister ønsker at oplyse Folketinget om en sag eller et emne, kan ministeren på eget initiativ give Folketinget en skriftlig eller mundtlig redegørelse om det.
Nogle love indeholder krav om, at ministeren skal udarbejde en redegørelse. Folketingets udvalg kan desuden bede regeringen om en redegørelse for en sag, der interesserer udvalget.
En redegørelse kan sættes til almindelig debat i Folketingssalen i en redegørelsesdebat. En redegørelsesdebat ender normalt ikke med en afstemning om et forslag til vedtagelse i Folketingssalen.
En særlig redegørelse er statsministerens åbningstale, som ligger til grund for den efterfølgende åbningsdebat i Folketingssalen ved folketingsårets begyndelse.
Oppositionen er de partigrupper, der ikke er i regering, og som ikke er en del af regeringens parlamentariske grundlag (støttepartier).
Spørgetime med statsministeren
Spørgetimen med statsministeren afholdes ca. hver anden tirsdag fra kl. 13. Her besvarer statsministeren spørgsmål fra partilederne.
Hver onsdag er der spørgetid i Folketingssalen. Her besvarer ministrene spørgsmål, som folketingsmedlemmerne forinden har sendt til dem.
Et folketingsmedlem kan stille skriftlige spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. Spørgsmålene kaldes § 20-spørgsmål, fordi de stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden. § 20-spørgsmål skal angå ministerens holdning. Ministeren skal svare inden for 6 hverdage.
Udvalgsmedlemmerne kan til ministrene stille skriftlige spørgsmål, som vedrører et forslag, udvalget behandler, eller et emne inden for udvalgets sagsområde.
Et udvalgsspørgsmål, der stilles skriftligt og besvares mundtligt af en minister på et udvalgsmøde.
Hvis et eller flere folketingsmedlemmer ønsker at få en sag eller et emne til debat i Folketingssalen, kan de stille en forespørgsel til en minister.
En regering må ikke have et flertal imod sig. Så hvis 90 eller flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes. Det kaldes for negativ parlamentarisme.
En minister har altid ansvaret for sine egne handlinger som minister og ministeriets handlinger, og at Folketinget altid får korrekte oplysninger fra ministeriet.
