Lisbeth Knudsen (original) (raw)

Faktaboks

Lisbeth Knudsen

Født

7. juni 1953

Lisbeth Knudsen er en dansk journalist og chefredaktør.

Lisbeth Knudsen blev færdiguddannet i 1975 og var indtil 1990 ansat ved Berlingske Tidende. Her skrev hun oprindelig om indenrigspolitik og var 1977-1984 leder af folketingsredaktionen. 1984-1988 var hun erhvervsredaktør og fra 1986 medlem af chefredaktionen.

I 1990 blev Lisbeth Knudsen administrerende chefredaktør på dagbladet Det Fri Aktuelt, og fra 1993 tillige ansvarshavende chefredaktør.

I 1998 blev Lisbeth Knudsen udnævnt til nyhedsdirektør i DR med det samlede journalistiske ansvar for bl.a. Radioavisen og TV-avisen. Efter en omstrukturering i DR i 2006 blev stillingen som nyhedsdirektør nedlagt, og Lisbeth Knudsen forlod DR.

I april 2007 blev hun udnævnt til chefredaktør for Berlingske Tidende, og i november samme år tillige koncernchef for Det Berlingske Officin, nu Berlingske Media. Efter det belgiske selskab De Persgroeps overtagelse af Berlingske Media måtte hun i 2015 forlade begge stillinger.

Fra december 2015 var hun i en periode chefredaktør for Ugebrevet Mandag Morgen, og derefter strategidirektør for Altinget og Mandag Morgen.

Lisbeth Knudsen har parallelt med sin journalistiske karriere beklædt en række bestyrelsesposter, herunder for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Det Kongelige Teater og Odense Symfoniorkester samt faktatjekmediet Tjekdet.dk.

I november 2025 blev hun udnævnt til formand for SVM-regeringens nye "ældreråd", Rådet for et aldersvenligt Danmark, som i 2026 skal komme med forslag til en samlet vision for et mere aldersvenligt Danmark.

I 2015 udkom biografien Lisbeth Knudsen, skrevet af Susanne Bernth.