depotpræparater (original) (raw)

Depotpræparater er lægemidler, som indeholder en større mængde lægemiddelstof og som er fremstillet således, at de frigiver lægemiddelstoffet gradvist over en periode. Den gradvise frigivelse giver en jævn koncentration i blodet og dermed også virkning over længere tid. Dette gør det muligt at dosere lægemidlet kun én gang om dagen, en gang om måneden eller sjældnere, afhængigt af hvilken type formulering det er. For de fleste depotpræparater vil virkningen komme langsommere end for præparater, der frigiver alt virkestoffet på én gang.

Former

Depotpræparater findes i forskellige lægemiddelformer og kan gives på forskellige måder.

Depottabletter og depotkapsler, der i udgangspunktet sluges hele for at bevare den langtidsvirkende effekt. Nogle depottabletter og depotkapsler er dog designet således, at de kan deles eller åbnes. Mange lægemidler mod fx højt blodtryk er lavet som depottabletter eller depotkapsler.

Depotpræparater til injektion under huden eller i muskulaturen frigiver lægemiddelstof til blodet lidt efter lidt over uger eller år. Dette kan være flydende lægemiddelformer, som eksempelvis p-sprøjte, eller faste implantater, fx p-stav.

Vaginalring er en type depotpræparat, der indsættes i skeden. Det mest almindelige eksempel på en vaginalring er p-ringen. Den indeholder kønshormoner og frigiver disse gennem længden af en menstruationscyklus.

Et depotpræparat kan også udformes som et plaster, der frigiver lægemiddelstoffet kontrolleret over dage eller uger. For at lægemiddelstoffet skal kunne trænge gennem huden, skal det have høj fedtopløselighed samt give terapeutisk effekt ved lav koncentration. Eksempler på sådanne plastre er hormonplastre og smertestillende plastre.

Lægemiddelstof i depotpræparater

Eksempler på lægemiddelstoffer, der er velegnet som depotpræparater:

Anvendelse

Depotpræparater bruges for at nedsætte doseringshyppigheden. Dette gør det lettere at huske at tage lægemidlet og forbedrer dermed efterlevelsen. Jævn koncentration af lægemidlet gennem døgnet giver i mange tilfælde bedre kontrol over sygdom og symptomer samt færre bivirkninger.

Det er dog vigtigt at håndtere depotpræparaterne korrekt, så mekanismen, der gør, at lidt lægemiddelstof frigives, ikke ødelægges. Hvis den ødelægges, hvilket kan ske, når en depottablet knuses, kan det føre til, at alt lægemiddelstoffet frigives på én gang. Det kan give for høje koncentrationer, hvilket kan give mange bivirkninger i starten og manglende effekt i den resterende tidsperiode.

En mulig ulempe, som især gælder de depotpræparater, der injiceres gennem huden, er, at behandlingen ikke kan stoppes på samme måde, som man kan med hurtigtvirkende præparater. Dette kan være et problem, hvis der fx opstår bivirkninger.

Læs mere i Lex

Kommentarer