halvbjørne (original) (raw)

Sydamerikanske næsebjørne fouragerer i fugtigt græs efter hvirvelløse byttedyr. De lodrette haler betyder, at der ikke er fare på færde. Hvis næsebjørnene bliver skræmt, kommer halerne ned, og de sprinter ind i skoven og flygter op i træerne. Pantanal, Brasilien.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Procyonidae (familie)

Slægtskab

Rovdyrenes systematik, der viser halvbjørnenes placering i samme overfamilie som mårdyr (deres nærmeste slægtninge), stinkdyr og rød panda.

Halvbjørnene udgør familien Procyonidae, der hører hjemme i rovdyrordenen (Carnivora). Inden for familien er vaskebjørne og kakomistler hinandens nærmeste slægtninge, mens næsebjørne og olingoer er søstergrupper.

Det tog videnskaben noget tid at få familien på plads. I den anden halvdel af 1700-tallet har videnskaben fx anset vaskebjørnene for henholdsvis bjørne, grævlinge, civetter og ræve, den sydamerikanske næsebjørn for henholdsvis en civette, en myresluger, en væsel og en bjørn og snohalebjørnen for henholsvis en lemur, en væsel, en civette og en bjørn. Langt op i 1900-tallet blev rød panda også regnet til halvbjørnene, men den anses i dag for at tilhøre sin egen familie.

På trods af navnet er halvbjørnene ikke særlig tæt beslægtede med bjørnene. På baggrund af DNA-undersøgelser placerer man dem i dag i samme overfamilie som mårdyrene, stinkdyrene og rød panda (se figur). Halvbjørnene og mårdyrene regnes for søstergrupper, dvs. hinandens nærmeste slægtninge.

Arter

Halvbjørnenes familietræ.

Der findes følgende 14 arter i halvbjørnefamilien:

*Nogle autoriteter samler bjergnæsebjørnene i én art, som placeres i slægten Nasua.

Beskrivelse

Nordlige vaskebjørne kigger frem fra en hul træstamme. Vaskebjørnene kan bl.a. kendes på den sorte "banditmaske".

Vaskebjørnene og næsebjørnene er semiterrestriske halvbjørne, hvilket vil sige, at de først og fremmest fouragerer på jorden. De er robust byggede med relativt lange ben og kraftige fødder. Modsat har de trælevende halvbjørne en slank kropsbygning, en lang hale, der fungerer som balanceorgan, og relativt korte ben, der giver et lavt tyngdepunkt, hvilket er en fordel, når man skal balancere på grene. De trælevende halvbjørne er olingoerne, kakomistlerne og snohalebjørnen. Vaskebjørnene og næsebjørnene er væsentlig større end de trælevende halvbjørne, men på trods af deres tilpasninger til at færdes på jorden er glimrende klatrere, og de hviler sig ofte oppe i træer.

Næsebjørnene er de eneste halvbjørne, hvor der er signifikant forskel på størrelsen af hanner hunner. Således er hannerne er i gennemsnit ca. 20 % større end hunnerne. Hos de andre halvbjørne er hannerne kun en smule større.

Mange af halvbjørnene har tværstriber på halen, hvilket formentlig skal forstærke signaler sendt med halen. Eksempelvis holder fouragerende næsebjørne halen lodret som et signal til andre i flokken om, at der ikke er fare på færde; så snart de bliver skræmte, holdes halen vandret.

Sanser

Halvbjørne har en skarp lugtesans, som spiller en afgørende rolle i at finde frem til føde. Næsebjørne kan lugte føde på 20-25 meters afstand, og de finder 96 % af deres fødeemner ved hjælp af lugtesansen. Vaskebjørne kan lugte et agern, som er begravet under 5 centimeters sand. Den veludviklede lugtesans afspejler desuden, at duftkommunikation er yderst vigtigt i halvbjørnenes kommunikation.

Vaskebjørne

Med en vægt på 2,7-10,4 kg er vaskebjørnene de største af halvbjørnene. De har en sort "banditmaske", som fremhæves af hvide "øjenbryn", og en hvid snude, kindskæg og en foholdsvis kort hale, som er busket og stribet. Nordlig vaskebjørn har en gråmeleret pels, nogle gange med brunt i nakkeregionen. I nord får den især om vinteren en tyk pels. Cozumelvaskebjørn ligner nordlig vaskebjørn, men er mindre. Sydlig vaskebjørn kan være grå eller brun og har tynd pels, et mindre markant kindskæg og mørkebrune fødder og ben.

Vaskebjørne har veludviklede hænder og er berømte for deres fingerfærdighed. De er dog ikke i stand til at gribe om fødeemner med en enkelt hånd. I stedet bruger de ofte to hænder til at fange og håndtere fødeemner. Hændernes vigtigste funktion lader til at være føleorganer; når vaskebjørne fouragerer efter vandlevende byttedyr, stikker de ofte hænderne i vandet og føler sig frem efter bytte.

Næsebjørne

Næsebjørnene er umiskendelige med deres aflange, spidse snuder og lange, stribede haler, der ofte holdes lodret op. Næsen ender i en nøgen og meget følsom, griseagtig tryne. Sydamerikansk og hvidsnudet næsebjørn vejer 2-7,2 kg og er omtrent lige så store som vaskebjørnene. Bjergnæsebjørnene bliver derimod kun omkring halvt så store og har en kortere hale. Pelsfarven kan variere fra gulbrun, rødbrun og gråbrun til mørkebrun og endda næsten helt sort. Hvidsnudet næsebjørn er let at kende på sin hvide snude.

Olingoer

Olingoerne vejer 0,8-1,6 kg, hvilket er nogenlunde det samme som dødningehovedaber. Sammen med kakomistlerne er dermed de mindste af halvbjørnene. De har en lang, pelset hale, som er en smule længere end hoved-og-kropslængden. Halen kan være ensfarvet eller have svage tværstriber. Øjnene er forholdsvis store, og snuden spidsere end hos snohalebjørnen. Hovedformen er væselagtig. Pelsen er brun.

Kakomistler

Kakomistlerne vejer 0,7-1,2 kg og er de mest katteagtige af halvbjørnene. De er dog slankere end katte og har en spidsere snude. Det mest karakteristiske er deres lange, meget buskede hale med sort-hvide tværstriber. Halen er længere end hoved-og-kropslængden og forholdvis længere end hos andre halvbjørne. Kakomistler har store øjne, som er omgivet af hvide øjenringe, og forholdvis lange ører.

Nordlig kakomistel er grå på oversiden, og halen er stribet i hele længden. Ringene på halen er ikke lukkede, og undersiden af halen er hvid. Sydlig kakomistel er brun på ryggen. Ringene på halen er lukkede, men til gengæld er den yderste tredjedel af halen næsten helt sort. Desuden er ansigts- og haletegninger hos sydlig kakomistel mindre kontrastrige. Kakomistler kan trække kløerne delvist ind.

Snohalebjørn

Snohalebjørnen vejer 1,4-4,5 kg og er på størrelse med en mindre huskat. Pelsen er uldagtig og ensfarvet brun. Øjnene er fremadrettede som hos primater. Den har en muskuløs snohale, der er så stærk, at den kan hænge fra en gren alene i halen. Den kan dreje bagfødderne 180° bagud, hvilket gør den i stand til at hænge fra en gren kun i bagfødderne og til at klatre ned ad træstammer med hovedet forrest som et egern. Snohalebjørnen har veludviklede gribehænder, og i modsætning til vaskebjørne er den i stand til at holde fødeemner med kun én hånd. Den har en meget lang tunge, måske den relativt længste af alle rovdyr; en tilpasning til at slikke nektar op fra blomster.

Udbredelse og levested

Sydlig kakomistel under sin natlige fouragering i Chiriquí, Panama.

Halvbjørnene er vidt udbredt i Nord-, Mellem- og Sydamerika, hvor de findes fra Canada i nord til Uruguay og det nordlige Argentina i syd.

Vaskebjørnene har den største udbredelse, der strækker sig helt fra Canada til Uruguay og Nordargentina. Samtidig rummer vaskebjørnen den halvbjørn, som har den mindske udbredelse: Cozumelvaskebjørnen, som kun kendes fra den mexicanske ø Cozumel ud for Yucatánhalvøen. Også næsebjørnene har en stor udbredelse, der går fra det sydlige USA i nord til Uruguay og Nordargentina. Herefter følger snohalebjørnen, som findes fra det centrale Mexico til Brasiliens østkyst.

Både kakomistlerne og olingoerne er knap så vidt udbredt. Kakomistlerne findes fra det vestlige USA i nord til Panama i syd, mens olingoerne er udbredt fra Honduras til det nordlige Sydamerika.

Vaskebjørnene og næsebjørnene er tilpasningsdygtige og findes i en række forskellige naturtyper, der både omfatter våde og tørre levesteder i såvel skov som mere åbne områder. Vaskebjørnene foretrækker dog normalt steder nær vand, da det er her, de finder en stor del af deres føde.

De trælevende arter, dvs. snohalebjørnen, olingoerne og kakomistlerne, er hovedsagelig knyttet til tropeskov. En undtagelse er nordlig kakomistel, som især findes på klippefulde levesteder.

Nordlig vaskebjørn er den eneste af halvbjørnene, der i høj grad optræder som kulturfølger. Den ses hyppigt i mange byer i Nordamerika, hvor den bl.a. holder til i parker og haver.

Føde

Halvbjørnene er blandt de mindst kødædende medlemmer af rovdyrordenen. En del er omnivorer (altædere) med en alsidig blanding af animalsk føde og plantekost på menuen, andre er højt specialiserede vegetarer. Ingen af dem er effektive jægere af store byttedyr.

Vaskebjørne er omnivorer med en usædvanlig bred smag. Vandlevende byttedyr som krabber, krebs, snegle og fisk udgør ofte en vigtig del af føden. De æder også insekter, fugleæg og -unger, ådsler og indimellem mindre hvirveldyr som frøer, øgler og slanger. Derudover kan de indtage store mængder frugter og nødder. I et studieområde i Venezuela dominerede krebs, fisk og snegle de sydlige vaskebjørnes kost, mens frugt (58% af føden) var den vigtigste fødekilde i et studieområde i Brasilien, efterfulgt af insekter og hvirveldyr. Det viser, hvor meget kosten kan variere al afhængig af området og fødeudbuddet. Den nordlige vaskebjørn kan også udnytte menneskeskabte fødekilder som korn og madrester. Dens adfærd med at rode i skraldespande i forstæder i Nordamerika har givet den tilnavnet "trash panda".

Næsebjørne er også omnivorer. De fouragerer især på jorden og bruger snuden til at rode rundt i vegetationen for at lugte og føle sig frem til fødeemner, der så eventuelt kan blive gravet frem med de kraftige kløer på forpoterne. De to store arter, sydamerikansk og hvidsnudet næsebjørn, lever primært af en blanding af hvirvelløse byttedyr og frugt. Førstnævnte inkluderer insekter, skorpioner, edderkopper, skolopendre og tusindben. De kan mere sjældent jage hvirvelløse byttedyr, fx slanger. Næsebjørne er behændige til at uskadeliggøre giftige byttedyr som fugleedderkopper og skorpioner ved at rulle dem mod jorden med forpoterne. Bjergnæsebjørne lever især af insekter suppleret med hvirveldyr og frugt. Næsebjørne bruger op til 90% af dagtimerne på at fouragere.

Olingoerne lever mestendels af frugter, blomster og nektar, men de kan også opportunistisk tage mindre byttedyr, de støder på oppe i træerne, såsom insekter, smågnavere, øgler samt fugleæg og -unger.

Sydlig kakomistel lever først og fremmest af frugt og insekter, omend den også kan tage små hvirvelløse byttedyr, hvis lejligheden byder sig. Dens fouragering foregår oppe i trækronerne. Nordlig kakomistel æder også en blanding af smådyr og frugt, men i højere grad end nogen anden halvbjørn jager den hvirveldyr. Det inkluderer øgler, slanger, fugle, gnavere og harer. Den udnytter sin adræthed til at jage både i træer og på klipper.

Snohalebjørnens kost domineres af frugt, der kan udgøre 90-99% af føden, hvilket gør den til et af verdens mest frugtædende pattedyr. I et studie i Panama åd snohalebjørnen frugter fra 78 plantearter. Desuden æder den blomster, nektar og blade samt indimellem myrer.

Adfærd

Halvbjørne er nataktive med undtagelse af de dagaktive næsebjørne. Olingoerne, sydlig kakomistel og snohalebjørn lever hele livet oppe i træerne, mens vaskebjørnene og næsebjørnene fouragerer på jorden, men hviler sig i træer. Nordlig kakomistel fouragerer både på klipper og i træer. Alle arter hviler sig i træhuller på nær næsebjørnene, hvis store flokke umuliggør dette.

Flertallet af halvbjørne lever solitært bortset fra hunner med unger. De eneste floklevende halvbjørne er næsebjørnene og snohalebjørnen. Sydamerikansk næsebjørn lever i flokke på op til 65 medlemmer, dog typisk 10-30, og hvidsnudet næsebjørn i grupper på op til 30 individer, men normalt 5-18. Disse flokke er matriarkalske. De består af voksne ofte beslægtede hunner samt juvenile og unger. Når unge hanner kommer i puberteten i toårsalderen, tvinges de til at forlade flokken og må leve for sig selv som voksne. Hos sydamerikansk næsebjørn kan flokkene indeholde en enkelt voksen han, der lever med hunnerne året rundt, men det garanterer ham ikke at blive far til flokkens unger. For i parringstiden slutter andre hanner sig til flokken, og hunnerne parrer sig gerne med flere hanner. Hunnerne i en næsebjørnflok samarbejder om at passe på ungerne, kan give die til hinandens unger og soignerer hinanden.

Snohalebjørnen har en højst usædvanlig social struktur. Den lever i familier bestående af to voksne hanner, en voksen hun, en subadult (dvs. et endnu ikke kønsmodent individ) og en unge. Nogle hunner lever uden for sådanne sociale grupper, men omgås hanner fra flere familier. I modsætning til de fleste andre sociale pattedyr, er det især hunnerne, der spreder sig, mens hannerne ofte bliver i eller tæt på familien, de er vokset op i.

Hos hanner af nordlig vaskebjørn ses et interessant tilfælde af social fleksibilitet. I områder, hvor tætheden af vaskebjørne er lav, kan hannerne etablere store territorier, som de forsvarer mod andre hanner. Men i områder med højere tæthed er hannerne ikke i stand til alene at opretholde territorier, og det får dem til at danne koalitioner af 2-3 hanner, der følges rundt om natten og formodentlig samarbejder mod andre hanner.

Forplantning

Drægtigheden hos halvbjørne varierer fra 51-54 dage hos nordlig kakomistel til 100-120 dage hos snohalebjørn. Nordlig vaskebjørn går drægtig i 54-70 dage og næsebjørne i 70-77 dage.

Vaskebjørne, næsebjørne og nordlig kakomistel får normalt 2-4 unger per kuld. De trælevende arter, olingoerne, sydlig kakomistel og snohalebjørn, får typisk kun 1 unge ad gangen. Ungerne fødes med lukkede øjne. De åbnes efter 18-28 dage hos nordlig vaskebjørn og nordlig kakomistel. Ungerne dier i op til 4 måneder hos næsebjørne og nordlig vaskebjørn.

Levetid

Den højeste levetid, man har registreret blandt halvbjørne, er 40 år i fangenskab for snohalebjørn. Det er dobbelt så gammelt som den ældste nordlige vaskebjørn, man kender til, der blev 20 år gammel. Næsebjørne kan blive op til 14 år i naturen og 17 år i fangenskab.

Evolution

Det ældste halvbjørnefossil, man kender til, Pseudobassaris, er estimeret til at være omkring 27,6 mio. år gammelt. Halvbjørnefamilien opstod i Europa, og fossiler fra Tyskland og Frankrig viser, at den var rigt repræsenteret i Europa fra 25-18 mio. år siden. Herfra spredte familien sig tværs over Asien og via Beringsstrædet til Nordamerika. Da en landhævning for 3-4 mio. år siden førte til dannelsen af den Panamanske Landbro, kunne halvbjørnene sprede sig sydpå til Sydamerika.

Læs mere i Lex

Kommentarer