streptokokinfektion (original) (raw)
Streptokokinfektion er infektion, som skyldes streptokokker, der en gruppe af bakterier som er blandt de hyppigste årsager til infektioner hos mennesker. Gruppen indeholder et højt antal forskellige arter af bakterier, der giver ret forskellige sygdomme. En vigtig inddeling er baseret på evnen til at opløse røde blodlegemer (hæmolyse), og de inddeles således hæmolytiske og ikke-hæmolytiske grupper.
Spredning
Streptokokker spredes gennem luften ved tæt kontakt samt ved direkte kontakt via hænderne. Når samfundet anvender meget strenge krav til hygiejne og kontakt mellem mennesker, som fx under COVID-19-pandemien, falder antallet af infektioner med streptokokker.
Infektionstyper
Streptokokker består af et højt antal forskellige arter af bakterier, der giver ret forskellige sygdomme.
Gruppe A-streptokokker
Gruppe A-streptokokker i form af Streptococcus pyogenes er en hyppig årsag til halsbetændelse med hævede mandler (tonsillitis), bihulebetændelse, ørebetændelse, hudinfektioner, bylder, rosen (erysipelas), blodforgiftning (sepsis) og skarlagensfeber.
Der kan i sjældne tilfælde optræde senfølger af streptokokinfektion i halsen i form af gigtfeber (febris rheumatica) eller akut nyrebetændelse (glomerulonefritis).
Gruppe A-streptokokker kan forårsage et hududslæt kaldet impetigo eller børnesår. Streptokokgangræn, eller nekrotiserende fasciitis, er den alvorligste hudaffektion og har givet gruppe A-streptokokker tilnavnet kødædende bakterier. Desuden kan stammer, der producerer et bestemt toksin, give toksisk chok-syndrom. Barselsfeber var i tider med dårligere hygiejne en alvorlig og hyppig komplikation ved fødsler.
Gruppe B-streptokokker og enterokokker
Gruppe B-streptokokker i form af Streptococcus agalactiae og enterokokker i form af Streptococcus faecalis findes normalt i tarmen. Disse kan bl.a. forårsage urinvejsinfektion. Gruppe B-streptokokker er en vigtig årsag til blodforgiftning og hjernehindebetændelse (meningitis) hos nyfødte.
Enterokokker kan af og til også give alvorligere infektioner, for eksempel hjerteklapsinfektion (endokarditis).
Pneumokokker
Streptococcus pneumoniae (se pneumokokker) er en hyppig årsag til lungebetændelse (pneumoni), andre luftvejsinfektioner og hjernehindebetændelse (meningitis).
Ikke-hæmolytiske streptokker
Disse er en normal del af mundhulens flora og ofte uden betydning. Blandt de α-hæmolytiske streptokokker findes en række arter, der kan forårsage endokarditis (endocarditis lenta) samt hjernebyld (cerebral absces).
Behandling af streptokokinfektion
Streptokokinfektioner behandles som oftest med antibiotika som penicillin eller ampicillin, eventuelt et makrolid eller clindamycin. I de nordiske lande er pneumokokker oftest følsomme for penicilliner, mens mange andre lande har høj forekomst af antibiotikaresistens hos penumokokker. Øvrige arter af streptokokker er følsomme for penicillin eller ampicillin.