onkel - Wiktionary (original) (raw)

Dansk

Etymologi

Gld. no. og sv. ds.; lånt gennem tysk Onkel fra fransk oncle, stammer fra latin avunvulus diminutiv til avus (bedstefar).

Udtale

IPA: [ˈɔ̟˔ŋˀg̊(ə)l], foran navne IPA: [ɔ̟˔ŋg̊(ə)l]

Substantiv

onkel fælleskøn

  1. Person, der er bror eller svoger til ens far eller mor eller fjernere beslægtet på forældrenes side af familien
    Min faster og onkel boede i København
    Min onkel taler ikke meget med min far, skønt de er kødelige brødre!
    1. Mandlig pårørende, omgangsfælle, husven, mand med tilknytning til en persons forældre
      Peter er aldrig rigtig blevet en del af familien, selvom han altid har været vores ven og legeonkel.
  2. (slang): Lånekontor, pantelåner
    Hans sommerfrakke fra hans velmagtsdage stod jo hos “Onkel” – på Assistens altså.

Bøjning

Bøjning af „onkel“

Synonymer

(forælders bror): farbror, morbror (fjernere beslægtet): svoger, halvonkel, grandonkel

Udtryk

Oversættelser

Engelsk: uncle (en) Esperanto: onklo (eo) Fransk: oncle (fr) (m) Nederlandsk: oom (nl) Tyrkisk: amca (tr) Tysk: Onkel (de) hankøn

Kilder

Norsk

Substantiv

onkel hankøn

  1. onkel

Svensk

Substantiv

onkel hankøn

  1. onkel

Kilder