afrikansk vildhund (original) (raw)
Afrikansk vildhund i Botswana. Arten har typisk hvid halespids.
Den afrikanske vildhund er et stort medlem af hundefamilien. Den er vidt, men pletvis udbredt syd for Sahara, hvor den især findes på skovsavanner.
Faktaboks
Videnskabeligt navn
Lycaon pictus
Også kendt som
hyænehund; African wild dog, painted hunting dog (engelsk)
Den er floklevende og kan ved at jage i flok nedlægge byttedyr op til syv gange sin egen størrelse. Den afrikanske vildhund er den mest specialiserede kødæder i hundefamilien og har den højeste jagtsucces af alle Afrikas store rovdyr.
Slægtskab
Afrikansk vildhund tilhører hundefamilien (Canidae), som er en del af rovdyrordenen (Carnivora). Den har sin egen slægt, Lycaon, som er placeret i stammen Canini, hvor man også finder ulvene, sjakalerne og asiatisk vildhund.
Da arten blev videnskabeligt beskrevet i 1820, betragtede man den som en slags hyæne.
Beskrivelse
Portræt af afrikansk vildhund fra Kruger Nationalparken i Sydafrika. Læg mærke til de store, runde ører.
Afrikansk vildhund er slankt bygget med lange ben og store ører. Skulderhøjden er 61-78 cm. Hanner vejer 26-34 kg, mens de mindre hunner har en vægt på 19-26 kg. I hundefamilien er kun grå ulv tungere end den afrikanske vildhund.
Den har et tydeligt, irregulært mønster af gulbrune, sorte og hvide pletter og felter. Tidligere mente man, at mønstret var beregnet på kamuflage, men de kontrastrige hvide og sorte tegninger gør i virkeligheden nok vildhundene nemmere at opdage. Noget tyder derfor på, at pletternes vigtigste funktion i stedet har at gøre med individgenkendelse. Hvert individ har sit særegne mønster, og ud fra mønstret kan vildhundene genkende andre flokmedlemmer på 50-100 meters afstand.
Udbredelse og levested
Afrikansk vildhund er pletvist udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Senegal i vest til Chad og Sudan i nordøst og sydpå til det nordøstlige Sydafrika. Arten er næsten udryddet i Vestafrika og er kraftigt reduceret i antal i det centrale og nordøstlige Afrika. De største bestande findes i dag i Botswana, Tanzania og Zimbabwe.
Arten trives bedst i skovsavanne, men forekommer også i åben savanne, halvørken og skovområder.
Føde og jagt
Afrikanske vildhunde angriber en plettet hyæne for at forhindre den i at stjæle deres netop nedlagte byttedyr, en antilope. Fra Linyanti-området i Botswana.
Den afrikanske vildhund er det eneste medlem af hundefamilien, der udelukkende er kødæder og stort set kun lever af større byttedyr. Ved at jage i flok kan vildhunde nedlægge byttedyr på op til 208 kg, hvilket er over syv gange deres egen vægt. De kan tage voksne zebraer, unge bøfler og store antiloper som stor kudu og eland.
De fleste af vildhundens byttedyr ligger dog i vægtklassen 10-120 kg. Den er først og fremmest specialist i antiloper og er det eneste rovdyr, der har en forkærlighed for stor kudu, som i nogle områder kan udgøre en fjerdedel af dens byttedyr. Det er dog typisk impala, gnu og/eller thomsongazelle, der udgør langt størstedelen af kosten. Eksempelvis udgør impala 73-94 % af byttedyrene i Kruger (Sydafrika) og Okavango (Botswana). I Selous (Tanzania) udgør gnu og impala 83 % af byttedyrene, og i Serengeti (Tanzania) dominerer thomsongazelle og gnu. I Selous jager større flokke på over ni vildhunde især gnuer, mens mindre flokke mest jager impala.
Vildhundene er den afrikanske savannes mest effektive rovdyr med en jagtsucces, der ligger på hele 40-85 %. Ud over at de samarbejder om jagten, skyldes succesen, at de både er hurtige og udholdende. Deres topfart er på over 70 km/t, og man har målt dem løbe 66 km/t to kilometer i træk. En jagt kan fortsætte i op til en time, om end de fleste afsluttes inden for 4-5 km.
Med deres udholdenhed behøver vildhundene ikke bruge tid på at snige sig ind på byttedyr. Når de er ude at jage, traver de afsted med en jævn fart af ca. 10 km/t, og støder de på et byttedyr, sætter de farten op. Møder de en hel flok af byttedyr, styrer de midt ind i gruppen, så byttedyrene flygter til alle sider; på den måde kan de se byttedyrene an og udvælge de nemmeste ofre.
Når vildhunde forfølger bytte, spreder koblet sig i flere parallelle rækker, så hvis et byttedyr skifter retning for at slippe fra sine nærmeste forfølgere eller undvige buskads eller træer, er der chance for, at det løber i retning af andre medlemmer af jagtselskabet. Store vildhundeflokke nedlægger ofte mere end et byttedyr ad gangen. Man har set en flok fange seks gnuer og syv impalaer på én jagt.
Afrikanske vildhunde sætter deres bytte til livs med stor fart, hvilket nok først og fremmest skyldes, at de ofte får stjålet deres byttedyr af plettede hyæner. En vildhund kan indtage 8-9 kg i ét måltid, dvs. omkring ⅓ af sin egen vægt. Vildhunden sætter gennemsnitligt mere kød til livs pr dag i forhold til sin størrelse end noget andet medlem af rovdyrordnen; omkring 3 kg.
I forhold til sin størrelse har den afrikanske vildhund det hårdeste bid og de største rovdyrtænder af alle rovdyr. Rovdyrtænderne er særligt kraftige kindtænder, som er udstyret med en "knivsæg", der er konstrueret til at klippe kød, sener og mindre knogler over. De hyæneagtige kindtænder og det hårde bid gør vildhunden i stand til at pulverisere knogler, og ligesom hyænerne æder den en del knogler. Når en flok afrikanske vildhunde forlader et byttedyr, er de eneste rester typisk kun de tungeste knogler, hovene og noget af huden.
Adfærd
Den afrikanske vildhund er et af de rovdyr i verden, der har de største territorier. I Serengeti har flokkene territorier på op til 2.500 km2, hvilket er det dobbelte af Lollands areal og seks gange større end det største løveterritorium i området. Den højeste koncentration af vildhunde, man kender, ligger på blot 40 individer pr. 1.000 km2; det er ekstremt lavt sammenlignet med andre rovdyr. I områder, hvor koncentrationen af byttedyr er lav, kan vildhundene være tvunget til at tilbagelægge 40 km dagligt på deres jagter.
Den lave hyppighed af vildhunde kan skyldes, at de er afhængige af spredte pletter i landskabet, hvor de kan være i nogenlunde fred for hyæner og løver. Både i Selous og Kruger undgår vildhundene områder, der ofte frekventeres af løver, og det kan være grunden til, at de mest holder sig til skovsavanne, selv om koncentrationen af byttedyr måtte være højere på græssletterne. I mere lukkede områder er der mindre sandsynlighed for, at vildhundenes byttedyr bliver stjålet af plettede hyæner og løver, og det kan have afgørende betydning for vildhundenes overlevelse. I Ngorongoro (Tanzania) blev 60 % af vildhundenes byttedyr stjålet af plettede hyæner, og i Serengeti var det hele 86 % af byttedyrene. I førstnævnte område er vildhunden helt forsvundet, og i Serengeti er den sjælden. I Selous og Kruger får vildhundene derimod stort set aldrig deres byttedyr stjålet; begge steder lever de i skovsavanne, og begge steder finder man nogle af de største overlevende bestande af vildhunde.
Den afrikanske vildhund lever i flokke på op til 30 medlemmer, inklusive ungdyr. De fleste flokke består af 4-9 voksne dyr foruden ungdyr og unger. Hver flok domineres af en alfahan og en alfahun.
Vildhunde har et meget tæt forhold til hinanden. I modsætning til løver, plettede hyæner og grå ulve, hvor man ofte ser individer strejfe rundt alene, foretrækker vildhunde ikke at være væk fra flokken i mere end et par minutter ad gangen. Og i stærk kontrast til de ofte voldelige samfund blandt løver, hyæner og ulve er de afrikanske vildhunde langt mere fredeligt anlagte. De slås ikke om adgang til nedlagte byttedyr, og i det hele taget er der langt færre sammenstød i det daglige flokliv, end man ser det hos de andre rovdyr. Tydelige aggressioner er så sjældne blandt de afrikanske vildhunde, at de første biologer, der studerede dem, slet ikke opdagede, at der eksisterer et hierarki i flokken.
Freden opretholdes ved en særlig ritualiseret tiggeadfærd. Når vildhunde deler et byttedyr, kopierer de hvalpenes adfærd, når de tigger om mad. De trækker læberne tilbage i et tandfremvisende grin, lægger ørerne ned, sænker forpartiet af kroppen, så hovedet holdes lige over jorden, holder halen højt og kvidrer højlydt. Det dæmper, hvad der måtte være af aggressioner. Som optakt til hver jagt gennemfører flokken et intenst hilseritual, hvor alle hopper rundt og laver tiggeadfærd for hinanden. Den samme adfærd ses, når en flok samles igen efter at have været adskilt.
I stedet for at individer forlader flokken enkeltvis i forbindelse med kønsmodenheden, som det kendes fra grå ulv, ser man hos afrikansk vildhund et højst usædvanligt system. Her forlader mindre undergrupper af individer af samme køn (ofte søstre eller brødre fra samme kuld) flokken på samme tid og kan så slutte sig sammen med en undergruppe af det andet køn fra en anden flok og danne en ny flok. Når sådanne undergrupper spreder sig, kan de tilbagelægge op til 250 km.
Forplantning
Alfaparret producerer de fleste unger i gruppen. Alfahunnen er dog ikke altid den eneste hun, der får unger, og det er heller ikke altid alfahannen, der er far til alle ungerne. I Kruger fødes 20-25 % af kuldene af underordnede hunner, og desuden har genetiske undersøgelser vist, at der i 20 % af kuldene er flere fædre til hvalpene.
Hunnen af afrikansk vildhund har den længste drægtighed (69-73 dage), det største antal dievorter (12-14) og sammen med polarræven de største kuld (2-21 hvalpe) af alle medlemmer af hundefamilien. Hvalpene vejer 300-350 g ved fødslen.
Det store antal hvalpe hænger givetvis sammen med, at der er en hel flok til at tage sig af ungerne. Man har set eksempel på, at en underordnet hun gav mælk til alfahunnens hvalpe tilsyneladende uden selv at have været drægtig.
Levetid
Afrikansk vildhund kan blive op til 11 år gammel i naturen og 17 år i fangenskab. I Selous levede de fleste vildhunde, man har studeret, kun 6 år eller mindre.
Trusler
Den afrikanske vildhund kategoriseres på IUCN's rødliste som truet (EN). Truslerne mod arten omfatter ødelæggelse af leveområder, der bliver konverteret til landbrugsjord, sygdomme fra tamhunde som rabies og forfølgelse fra mennesker. At den har brug for så store områder, gør den særlig sårbar.