grå ulv (original) (raw)

Grå ulv med karakteristiske grå og gulbrune nuancer, hvidt underansigt, gule øjne, lys maske om øjnene og halskrave af længere pels.

Den grå ulv er det største vilde medlem af hundefamilien. Den er vidt udbredt i Nordamerika, Europa og Asien, fra Arktis i nord til Mellemøstens ørkener i syd. Den lever i flok og er specialiseret i at jage hovdyr.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Canis lupus

Også kendt som

ulv (i daglig tale); grey wolf (engelsk)

Efter to århundreders fravær genindvandrede den grå ulv til Danmark i 2012.

Slægtskab

Grå ulv tilhører hundefamilien (Canidae) i rovdyrordenen (Carnivora). Den er en del af slægten Canis, som også rummer rødulv, prærieulv, etiopisk ulv, guldulv, guldsjakal og tamhund.

Man inddeler den grå ulv i flere forskellige underarter, men der er uenighed om, hvor mange underarter der bør anerkendes. Nogle af de alment anerkendte underarter er eurasisk ulv (Canis lupus lupus), himalayaulv (Canis lupus chanco), indisk ulv (Canis lupus pallipes) og polarulv (Canis lupus arctos).

Beskrivelse

Mørkebrun ulv i Wyoming, USA. I dele af Nordamerika ses mørkebrune til sorte ulve forholdsvis ofte.

Voksne hanner af grå ulv vejer 20-82 kg, mens de lidt mindre hunner har en vægt på 13-55 kg. Tyispk er hannerne 25-30 % tungere end hunnerne. Ulvens størrelse kan variere betragteligt fra region til region, men der er en overordnet tendens til, at gennemsnitsvægten stiger længere nordpå. I Israel kan voksne hunner veje så lidt som 13 kg, hvilket svarer til en stor rødræv. Vægten af ulve i Tyskland ligger typisk på 26-43 kg, og man må formode, at det også gælder de danske ulve. I Sverige og Norge vejer hanner i gennemsnit 47 kg og hunner 38 kg. Den grå ulvs hoved-og-kropslængde er 87-130 cm, halelængden 35-52 cm og skulderhøjden 65-80 cm.

Den grå ulv er langbenet. Forbenene er tætsiddende og ”kalveknæede”. Den har en ret smal brystkasse, der er formet som kølen på en sejlbåd. Halen er busket og sortspidset; den holdes typisk nedad under gang og ikke opad som hos tamhunde.

Snuden er lang og kraftig og har en bred, sort, nøgen snudespids. Grå ulv har ikke en stejl pande, som det ses hos mange hunderacer. Øjnene er skæve og lyse. Den har en tydelig lys ”maske” rundt om øjnene samt et hvidt parti om munden og på kinderne. Ørerne er trekantede, let afrundede, behårede indeni (modsat mange hunderacer) og kortere end hos de fleste ulvelignende hunderacer. Hovedet er indrammet af en markant krave af længere pels omkring hals og kinder.

Pels og farver

Den grå ulv hører til de dyr i verden, der har den bedst isolerende pels. Dækhårene, dvs. de lange yderhår, der dækker over den bløde underuld, er 6-10 cm lange på kroppen og 12-15 cm lange i halskraven. Den fælder en gang årligt, sidst på foråret (typisk omkring april), hvor den skifter sin tykke vinterpels ud med en kort sommerpels. I sommerpelsen kan ulven godt se lidt mølædt ud. Som temperaturen falder ud på året, begynder vinterpelsen at vokse frem igen.

Den grå ulv er et af de pattedyr, der kan variere mest i farven. Polarulven har hvid pels, mens sorte og mørkebrune individer kendes fra Nordamerika, Sibirien og Italien (men er sjældne i det meste af Europa). De fleste steder er den grå ulvs pels domineret af grå og brune nuancer med en sortmeleret saddel. Det gælder også de nordeuropæiske ulve, som vi har fået til Danmark; de er typisk sandfarvede, beige og rustgule, især på benene, men også på kropssiderne. Sommerpelsen er normalt lysere og mindre kontrastrig end vinterpelsen.

Ben og fødder

Den grå ulv har fire tæer på bagpoterne og fem på forpoterne. Den femte, inderste tå på forpoten er imidlertid blot en kort ulveklo, der sidder lidt oppe ad benet. Således har fodsporene fra både for- og bagpoterne aftryk fra fire tåpuder (digitale trædepuder).

Ulven har op til 4 cm lang svømmehud mellem tæerne på forpoterne. Dette gør, at ulven synker mindre ned, når den bevæger sig på blød, sumpet jord eller i sne, men er også med til at gøre ulven til en effektiv svømmer.

Ulven er tågænger (digitigrad). Dens vægt hviler således på tæerne, og mellemfoden kommer ikke i berøring med underlaget i modsætning til sålegængere som bjørne og mennesker. Det hænger sammen med en forlængelse af mellemfodsknoglerne, som er en typisk tilpasning til hurtig løb hos rovdyr som hundedyr, katte og hyæner.

Kranium og tænder

Ulvekranium med angivelse at tandformel. I = fortænder (incisors på engelsk), C = hjørnetænder (canines), P = forkindtænder (premolars), M = bagkindtænder (molars). P4 = øvre rovdyrtand (upper carnassial), M1 = nedre rovdyrtand (lower carnassial). Ulv: P4 længere end M1+M2. Hund: M1+M2 længere eller lig med P4.

Den grå ulv har et robust kranium med en veludviklet sagittalkam, som er en knoglekam, der løber oven på kraniet og giver fæste til tyggemuskler. Der er en jævn overgang mellem snude og isse, hvilket gør kraniet forholdsvis fladt sammenlignet med mange hunderacer, der har en markant pande, et såkaldt stop.

Tandsættet er kraftigt og tilpasset til at nedlægge og partere store byttedyr. Hjørnetænderne i overkæben er omkring 26 mm lange, og de såkaldte rovdyrtænder er veludviklede. Rovdyrtænderne, som også ses hos katte, hyæner og mange mårdyr, udgøres af den fjerde forkindtand (præmolar) i overkæben og den første bagkindtand (molar) i underkæben. De er ekstra store i forhold til de resterende kindtænder og er udstyret med skæreblade, så de effektivt kan klippe kød, sener og knogler over (se foto).

Sanser

Som hunden har grå ulv en usædvanlig god lugtesans, og man kender til en ulv, der lugtede en hunelg og hendes to unger på 2,4 kilometers afstand. Med sin lange snude har ulven et meget større areal inde i næsen til lugtregistrering end de kortsnudede kattedyr, og for ulven spiller lugte en væsentlig større rolle end hos katte, både i kommunikationen, og når det kommer til at finde byttedyr.

Ulvens høresans er formentlig mindst lige så god som hundens. Hundens høreområde ligger på 67-45 kHz sammenlignet med 20-18 kHz hos mennesket. Så hunden og ulven kan høre ultralyde, dvs. lyde med frekvenser over det frekvensområde, vi mennesker kan høre, fx gnaveres højfrekvente pibelyde. Til gengæld kan de ikke høre helt så dybe lyde som os.

Ulvens øjne fungerer godt i både lys og mørke. Dens nattesyn forstærkes af, at øjnene har indbygget et slags spejl (tapetum lucidum).

Udbredelse og levested

Polarulvens udbredelse strækker op i de barske områder langt nord for polarcirklen.

Oprindelig havde grå ulv den største naturlige udbredelse af alle landpattedyr, men fordi den er blevet udryddet i mange regioner, overgås den i dag af rødræv. Grå ulv er vidt udbredt i Europa, Asien, Mellemøsten og Nordamerika. Den findes fra verdens nordligste landområder i Nordgrønland til Mellemøstens ørkener og fra kystområder, hvor den lever af føde fra havet og regelmæssigt svømmer mellem øer, til bjerge, hvor den kan færdes i op til 5.600 meters højde.

I dens udbredelsesområde udsættes grå ulv for temperaturer fra 50 °C til -56 °C, altså et spænd på over 100 °C, hvilket der næppe er noget andet pattedyr, der ville kunne overleve.

Den kan trives i de fleste naturtyper inden for dens udbredelsesområde. Levestederne omfatter skov (bl.a. løvskov, tajga og tempereret regnskov), prærie, steppe, tundra, bjergområder, vådområder, ørken og kulturlandskaber, som det ses i Europa.

Ulven i Danmark

Det ældste fund af grå ulv i Danmark er dateret til 12.400-12.700 år før nu. Ulven fulgte efter sit byttedyr rensdyret og var blandt de allerførste indvandrere til Danmark, da isen trak sig tilbage i slutningen af sidste istid.

Frem til middelalderen var ulven udbredt både på Øerne og i Jylland. Intensiv jagt og fangst decimerede dog bestanden, og ulven blev først udryddet på Øerne og sidenhen i Jylland. Den sidste ulv, der med sikkerhed blev nedlagt i Danmark (før genindvandringen), blev skudt i 1813 ved Estvadgård syd for Skive.

199 år senere, i 2012, dukkede ulven op af sig selv op igen i Jylland. Den første sikre registrering af ulv på dansk jord i nyere tid var Thy-ulven, der blev fundet død i Thy Nationalpark i november 2012. DNA-undersøgelser viste, at den var kommet fra Østtyskland, hvor man i år 2000 havde haft de første ynglende tyske ulve i 150 år.

Siden da er flere ulve kommet til fra Tyskland, og arten er begyndt at etablere territorier og yngle forskellige steder i Jylland. En opgørelse publiceret af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum, Aarhus, vurderede antallet af ulve i Jylland per 28/2-2025 til 42 individer.

Føde og fouragering

Indisk ulv æder af et ådsel nær Gediya i Gujarat, Indien.

Den grå ulv er en såkaldt hypercarnivor, hvilket er et begreb, der bruges om rovdyr, hvis føde består af mere end 70 % kød. Ulven er højt specialiseret i – og bygget til – at jage vilde hovdyr som hjorte, vildsvin, vildgeder, vildfår, bisoner og moskusokse. I de fleste områder udgør vilde hovdyr langt størstedelen af ulvens føde. Eksempelvis udgør vilde hovdyr 97,2 % af ulvenes kost i Norge og Sverige, 96,2 % i Tyskland og 86,6 % i Polen.

I Europa er kronhjort, rådyr, elg og vildsvin de dominirende vilde byttedyr, mens hovdyr som storøret og hvidhalet hjort, wapiti, elg, bison, sneged, tykhornsfår og amerikansk snefår er de vigtige byttedyr for ulven i Nordamerika. På tundraen er det typisk rensdyret, der er ulvens primære byttedyr, efterfulgt af moskusoksen. På Det Tibetanske Plateau i Kina kan vilde yakokser være ulvens foretrukne bytte.

Ulven kan dog jage stort set alle slags pattedyr. I en del områder er bæver og hare hyppige byttedyr. Mindre rovdyr såsom grævling, mårhund, odder og ræv optræder også regelmæssigt i ulvens kost, om end aldrig i store mængder.

Smågnavere som mus, rotter og lemminger er ligeledes at finde på ulvens menu, men de fleste steder udgør de kun en yderst beskeden del af fødemængden. Endelig går ulven heller ikke af vejen for fugle og fugleæg, krybdyr, fisk og insekter, men igen så er disse mindre byttedyr normalt kun et supplement til hovdyrkosten.

I Tyskland har man lavet en grundig undersøgelse af de grå ulves føde, som må forventes at ligne de danske ulves kost. I Tyskland udgjorde rådyr 55,3 % af fødemængden, kronhjort 20,8 %, vildsvin 17,7 % og hare 2,9 %, mens husdyr udgjorde 0,6 %.

Jagt på husdyr

Grå ulv kan nedlægge alle slags husdyr. I Europa er det især får, der tages af ulv, men også geder og i mindre grad kvæg (især kalve) kan blive nedlagt. I vores del af Europa er ulveangreb på heste relativt sjældne, da hesten med sine spark og bid er et farligt byttedyr for ulven. Hvor stor en del af ulvens føde, husdyr udgør, afhænger i høj grad af, hvor effektivt husdyrene beskyttes samt tilgængeligheden af naturlige byttedyr. Flere undersøgelser rundt omkring i Europa har vist, at hvis der er rigeligt med vilde hovdyr som hjorte og vildsvin, så vil de udgøre langt størstedelen af ulvens føde, men mangel på disse byttedyr kan få ulven til at vende sig mod husdyr.

Jagt

Med sine lange ben og slanke kropsbygning er grå ulv en effektiv løber. Dens topfart er 56-64 km/t, og den er en langt mere udholdende løber end store kattedyr. Hvor store kattedyr typisk opgiver jagter, hvis ikke de har indhentet deres byttedyr efter et par hundrede meter, så kan ulven fortsætte en jagt 20 minutter i træk eller mere. Som regel varer ulvejagter fra 100 meter til 5 km, men længere jagter kan forekomme. Man har set en enlig ulv forfølge en hjort over 21 km. I Nordamerika varer ulvejagter på hjorte og andre hovdyr normalt 1-2 km, mens ulvejagter på elge og rådyr i Sverige og Norge oftest er kortere end 400 meter.

At jage i flok er naturligvis en fordel for ulve, når de skal nedlægge store byttedyr, men man har også observeret enlige ulve nedlægge bytte så stort som elg, bison og moskusokse. I Tyskland har man fulgt en enlig hunulv på 26 kg, der var i stand til at nedlægge voksne kronhjortehunner, men ikke voksne hanner.

Adfærd

Grå ulve lever i territoriale familieflokke (kobler), der oftest består af et forældrepar og deres afkom fra flere kuld. Da hvalpene under normale omstændigheder forlader flokken i en alder af 1-2 år, er forældreparret de eneste længerevarende medlemmer af flokken.

Flokstørrelsen varierer betydeligt over den grå ulvs udbredelsesområde. De største flokke kendes fra Nordamerika, hvor kobler på 20-30 ulve eller flere kan ses. Modsat finder man de mindste flokke af ulve i Nordøstgrønland, hvor den gennemsnitlige flokstørrelse ligger på 2,6 individer om vinteren, og flokke på over fire ses sjældent. I Tyskland er den gennemsnitlige flokstørrelse otte, men man har registreret kobler på op til 16 medlemmer.

Der er en tendens til, at de største ulveflokke findes, hvor ulvene jager de største hovdyr. Eksempelvis viste en sammenlignende undersøgelse i Nordamerika, at den maksimale flokstørrelse blandt ulve, der jagede bison og elg, var dobbelt så stor som den maksimale flokstørrelse blandt ulve, som jagede hjorte mindre end elge. I Nordamerika kan ulvekobler nogle gange slå sig sammen i flokke på 20-30 individer for at jage bison. Usædvanligt store ulveflokke ses også i forbindelse med rensdyrenes migrationer på den nordamerikanske tundra. Her har man set en gruppe på hele 42 individer, hvilket er den største ulveflok, der nogensinde er blevet registreret.

Forplantning

Det er oftest kun flokkens forældrepar, der yngler. I tiden op til et nyt kulds komme forbereder ulvefamilien et til flere bosteder i deres territorium. Et bo kan enten være en hule i jorden eller et skjult leje over jorden. Huler konstrueres af hele flokken og kan udgraves fra grunden eller anlægges i gamle huler af fx grævling eller ræv.

Drægtigheden varer ca. 9 uger. Kuldstørrelsen ligger på 1-11 hvalpe, som ved fødseln i gennemsnit vejer 450 gram. Ulvehvalpe er blinde og døve ved fødslen og åbner først øjnene efter 11-15 dage. Dieperioden varer 8-10 uger. I en alder af 3-4 uger begynder ungerne at få opgylpet føde fra de voksne, hvilket fortsætter, indtil de er omkring et halvt år gamle. Hunnen bliver normalt tæt på ungerne i de første to måneder af deres liv, mens hannen og de større søskende jager og bringer føde hjem til både hvalpene og hunnen.