det sympatiske nervesystem (original) (raw)
Den sympatiske grænsestreng er en del af det sympatiske nervesystem, som ligger på hver side af rygsøjlen.
Det sympatiske nervesystem er en del af det autonome (ikke-viljesstyrede) nervesystem. Det består af en række nervecentre, ganglier, som strækker sig parvis fra halsen til ydersiden af hvirvelsøjlens lændedel. Her danner det sympatiske nervesystem et tæt netværk af nervefibre til kirtler og glat muskulatur og regulerer aktiviteten i disse.
Faktaboks
Også kendt som
sympathicus (af græsk sym 'sammen, med' og græsk pathos 'lidelse', det vil sige det "medlidende" nervesystem), sympaticus, adrenerge system
Den sympatiske grænsestreng
Ganglierne og deres forbindelser ligner en rebstige, som ligger prevertebralt, det vil sige foran rygsøjlen. Det kaldes også den sympatiske grænsestreng (truncus sympaticus) og inddeles i en hals-, bryst-, bug- og bækkendel. Truncus sympaticus strækker sig fra kraniets bund ned til halebenet, hvor det ender i et uparret ganglion, som er en fusion af de nederste to, meget små sympatiske ganglier. Dette ganglion er placeret foran os coccygeus og benævnes ganglion impar.
Grænsestrengen står i forbindelse med rygmarvsnervernes forreste spinalnerverod. Der skelnes mellem hvide, myelinerede præganglionære forbindelser (rami communicantes albi) og grå, umyelinerede postganglionære grene (rami communicantes grisei). De præganglionære nerveceller har deres udspring i sidehornene af rygmarven fra brystdel til øvre lumbale del (T1-L2). Det udbreder sig dermed over 14 rygmarvssegmenter. Halsdelen ("halssympaticus") dannes som en udløber fra brystdelen og består af tre halsganglier (ganglion cervicale superius, ganglion medium og ganglion caudale). Det nederste (ganglion caudale) er ofte forbundet med brystdelens øverste ganglion som et større fælles ganglion (ganglion stellatum).
Funktion
Det sympatiske nervesystem aktiverer kroppens "kæmp-eller-flygt"-respons (engelsk fight-or-flight response), som forbereder kroppen på situationer, hvor der stilles øgede krav til kroppens ydeevne, fx under stress, kamp eller løb.
Det sympatiske nervesystem leder til følgende fysiologiske reaktioner i organerne:
- hjertet: øger frekvensen, øger kontraktionskraften
- blodkarrene: øger muskeltonus, indsnævrer karvolumen
- bronkierne: udvider volumen
- spiserør: gør den glatte muskulatur slappere
- mave og tarm: hæmmer peristaltikken og kirtelaktiviteten, sammentrækker musculus sphincter ani internus
- urinblæren: tillader øget fyldning, kontraktion af musculus sphincter urethrae internus
- pupillerne: udvider pupillerne
- spytkirtlerne: reducerer sekretionen
- svedkirtlerne: øger sekretionen
Det sympatiske nervesystem stimulerer også binyremarven til udskillelse af adrenalin og noradrenalin til blodbanen.
Neurotransmitter og receptorer
Det sympatiske nervesystems funktion formidles af neurotransmitteren, noradrenalin. Noradrenalin binder sig til alfa- og beta-receptorer på de respektive organer.