rovdyrenes systematik (original) (raw)
Løvehan fra en stor flok i Savute, Chobe National Park, Botswana. Den er specialiseret i at nedlægge enlige, unge hanelefanter, der kan veje mere end ti gange deres egen vægt.
Rovdyrenes systematik, der viser familiernes placering i diverse undergrupperinger.
Surikaten tilhører mangusterne. Foto fra Klein Karoo, Sydafrika.
Weddellsæl fra Antarktis. De egentlige sæler er sammen med resten af pinnipederne blevet flyttet over i rovdyrordenen.
Guldulv fra Etiopien. Arten er blevet splittet ud fra guldsjakalen.
Rovdyrordenen omfatter 16 familier og 295 nulevende arter af pattedyr, hvoraf tre er tamformer.
Forståelsen af rovdyrenes systematik har ændret sig betragteligt inden for de seneste årtier, først og fremmest pga. udviklingen af mere og mere avancerede DNA-analysemetoder. Det gælder både inddelingen i familier, hvilke familier der i det hele taget inkluderes i ordenen, og fortolkningen af familiernes indbyrdes slægtskab.
Her følger et stamtræ, der viser, hvordan rovdyrfamilierne er organiseret ifølge nyere DNA-undersøgelser. Nedenunder gennemgås eksempler på, hvordan udlægningen af rovdyrenes systematik har ændret sig.
- Se artiklen rovdyr (arter) for en samlet oversigt over alle verdens arter af rovdyr.
- Se artiklen rovdyr for en mere detaljeret gennemgang af ordenen.
Stamtræet for rovdyrordenen (Carnivora), der viser de 16 familiers slægtskab. (1) indikerer underordenen Caniformia og (2) underordenen Feliformia.
Ændringer i rovdyrenes systematik
Desmerdyr
De fem familier civettefamilien (Viverridae), mangusterne (Herpestidae), linsangerne (Prionodontidae), madagaskarrovdyrene (Eupleridae) og nandinen (Nandiniidae) blev tidligere samlet i én gruppe, der blev kaldt for desmerdyr. Det er dog blevet tydeligt, at disse ikke udgør en monofyletisk gruppe, dvs. en samlet, afgrænset gruppering. Eksempelvis er linsangerne tættere beslægtet med kattene, end de er med civettefamilien, mens mangusterne og madagaskarrovdyrene er tættere på hyænerne. Derfor giver det heller ikke længere mening at bruge udtrykket desmerdyr.
Afrikanske linsanger
De to afrikanske arter i slægten Poiana i civettefamilien blev tidligere kaldt for linsanger, da de ligner de asiatiske linsanger. Ligheden er dog et udtryk for konvergent evolution og ikke et nært slægtskab. De asiatiske linsanger regnes i dag til deres egen familie, som er søstergruppe til kattene, mens slægten Poiana hører til samme underfamilie som genetterne (Genettinae) i civettefamilien. Som konsekvens heraf har de afrikanske linsanger fået navnet oyaner.
Madagaskarrovdyr
Oprindelig blev rovdyrarterne på Madagaskar placeret i henholdsvis civettefamilien (fossa, fanaloka og falanukker) og mangustfamilien (vontsiraer). I dag regnes de dog for en monofyletisk gruppe og samles i deres egen familie (Eupleridae), som er søstergruppe til mangusterne.
Pinnipeder – sæler, søløver m.fl.
Tidligere blev de tre familier egentlige sæler (Phocidae), øresæler (søløver og pelssæler; Otariidae) og hvalrosser (Odobenidae) samlet i deres egen orden, Pinnipedia, også kaldet pinnipeder. I dag betragtes de som en monofyletisk gruppe (parvordenen Pinnipedia) inden for rovdyrordenen. Hvalrossen anses for at være nærmest beslægtet med øresælerne.
Stinkdyr
Stinkdyrene blev tidligere regnet til mårfamilien (Mustelidae). De anses i dag for at udgøre en selvstændig familie (Mephitidae), hvis nærmeste slægtning er den røde panda.
Pandaerne
I lang tid blev stor panda og rød panda betragtet som hinandens nærmeste slægtninge. Nu placeres stor panda i bjørnefamilien (Ursidae), mens rød panda er den sidste overlevende art af den tidligere vidt udbredte familie Ailuridae. Rød panda tilhører samme overfamilie som stinkdyr, mårdyr og halvbjørne.