sædskifte (original) (raw)
Sædskifte er regelmæssig vekslen mellem afgrøderne i det enkelte markbrug for at mindske risikoen for sædskiftesygdomme.
Faktaboks
Også kendt som
omdrift, afgrødefølge, vekseldrift
Udvikling
Historisk er det ældste kendte sædskifte alsædbruget, hvor de eneste afgrøder var rug og byg, som blev dyrket skiftevis. I middelalderen blev denne driftsform udvidet til trevangsbruget, hvor der blev dyrket korn i to af tre år, mens jorden "hvilede" det tredje år. Ud over rug og byg dyrkedes også lidt havre og ærter i rugvangen og vårhvede, boghvede eller blandkorn i bygvangen.
Kobbelbrug
I slutningen af 1700-tallet afløstes trevangsdriften af kobbelbruget, som indførtes fra Holsten. Marken blev nu opdelt i et antal parceller (kobler), som blev dyrket med vekslende kornarter i fem til syv år, hvorefter de lå udyrket hen med selvgroet græs i et tilsvarende antal år.
Vekselbrug
Inspireret af udviklingen af mere intensive driftsformer i England, Flandern og Tyskland opstod interessen for det såkaldte vekselbrug, hvori korn blev afløst af forskellige andre afgrøder som kløver og bælgsæd, der tilmed gav kvælstof til afgrøderne, og kartofler, således at korn ikke fulgte efter korn. Dette var et driftsmæssigt fremskridt, ikke mindst fordi de nye afgrøder hindrede sædskiftesygdomme.
Som følge af landbrugskrisen i begyndelsen af 1800-tallet fik vekselbruget ikke stor udbredelse før i sidste del af århundredet, idet kravet til egnede fodermidler til det større husdyrhold blev forøget. Foderroerne holdt således deres indtog i denne periode. Anvendelsen af sædskifter med en fast afgrødefølge år efter år holdt i langt de fleste landbrug til og med 2. Verdenskrig, men derefter blev systemerne, bl.a. som følge af at mange landbrug ophørte med at have kvæg, afløst af et langt friere valg af afgrøder, oftest styret af afsætningsmuligheder og konjunkturer (se planteavl).
Sædskiftesygdomme
En række svampesygdomme og nematoder (rundorme) opformeres, hvis en given afgrøde dyrkes på samme areal år efter år. Angrebene forebygges via sædskifte, som betyder ophold i dyrkningen af modtagelige afgrøder i en given mark. Nogle sædskiftesygdomme har mange værter, og smitstof kan derfor opformeres ved dyrkning af flere forskellige plantearter. Det gælder fx storknoldet knoldbægersvamp (Sclerotinia sclerotiorum), som især angriber raps. Smitstof af andre sædskiftesygdomme opformeres derimod kun på få plantearter. Det gælder bl.a. Sct. Hanssyge (Fusarium oxysporum f. sp. pisi), der kun angriber ærter.
Mange sædskiftesygdomme kan ved kraftige angreb medføre store udbyttetab. De fleste sædskiftesygdomme kan kun forebygges ved sædskifte og kan ikke bekæmpes kemisk.
Sædskiftesygdomme kan overleve i jorden i flere år, men for hvert år uden dyrkning af en modtagelig afgrøde nedsættes smitstofmængden. Nogle sædskiftesygdomme som fx kålbrok (Plasmodiophora brassicae) i raps kan bevare smitteevnen i jorden i op til ca. 18-20 år, mens andre såsom goldfodsyge (Gaeumannomyces graminis) i korn kun kan overleve 1-2 år. Forebyggende anbefales fem frie år mellem rapsdyrkning og dyrkning af andre modtagelige afgrøder, men er der sket en opformering, er det nødvendigt at have et længere ophold mellem dyrkning af modtagelige afgrøder. Typisk anbefales – afhængig af afgrøde – forebyggende 3-5 frie år mellem dyrkning af modtagelige afgrøder i samme mark, dog kan korn dyrkes lidt oftere.
Korn
Rødder af vinterhvede angrebet af sædskiftesygdommen goldfodsyge. Til højre ses sunde planter.
Den vigtigste sædskiftesygdom i korn er goldfodsyge (Gaeumannomyces graminis), der angriber rødderne med nødmodning som resultat. Alle kornarter bortset fra havre opformerer goldfodsyge, men større tab ses normalt kun i vinterhvede. Bare et års dyrkning af en ikke modtagelig afgrøde nedsætter smitstofmængden meget.
Af andre sædskiftesygdomme i korn kan nævnes knækkefodsyge (Pseudocercosporella herpotrichoides), der angriber stråbasis, samt græstrådkølle (Typhula incarnata), der er en udvintringssvamp i vinterbyg. Knækkefodsyge angriber alle kornarter bortset fra havre, mens græstrådkølle kun opformeres i større omfang ved vinterbygdyrkning. Begge svampesygdomme er dog kun et mindre problem i dyrkningen. Ved hyppig korndyrkning kan havrecystenematoder (Heterodera avenae) også opformeres. Nematoderne angriber rødderne.
Forskellige ukrudtsarter og især flere græsukrudtsarter såsom rajgræs og agerrævehale bliver også opformeres ved hyppig dyrkning af vintersæd.
Raps
Rapsrod angrebet af sædskiftesygdommen kålbrok.
I raps og andre korsblomstrede hører kålbrok (Plasmodiophora brassicae) og dernæst storknoldet knoldbægersvamp til de vigtigste sædskiftesygdomme. Kålbrok angriber alle korsblomstrede arter og er årsag til store svulster på rødderne. Angreb af knoldbægersvamp får planterne til at nødmodne. Smitte af knoldbægersvamp kan vedligeholdes på mange afgrøder, bl.a. ærter, kartofler og hestebønner samt på en lang række ukrudtsarter. Begrebet ”falsk sædskifte” anvendes, når der veksles mellem ikke-modtagelige afgrøder, men hvor modtagelige ukrudtsplanter vedligeholder smitstoffet.
Sædskiftesygdommen kransskimmel (Verticilium longisporum) har også fået øget betydning i raps i de senere år. Svampen trænger ind i rapsens ledningsstrenge, og planterne nødmodner. Kransskimmel kan overleve op til ca. 10 år i jorden.
Kartofler
Kartofler er den afgrøde, der kan angribes af flest sædskiftesygdomme. Afgrøden kan angribes af bl.a. rodfiltsvamp (Rhizoctonia solani), Fusariumråd (Fusarium solani var. coeruleum), kartoffelskurv (se skurv)(Streptomyces scabies) og kartoffelbladplet (Alternaria solani).
Angreb af rodfiltsvamp hæmmer fremspiringen og resulterer i små, deforme knolde. Fusarium er årsag til råd på knoldene. Angreb af kartoffelskurv giver brune, ru og skælagtige pletter på knoldenes overhud. Kartoffelbladplet angriber bladene, som visner tidligere.
Hyppig dyrkning af kartofler kan også give øget risiko for jordsmitte af kartoffelskimmel (Phytophthora infestans), selv om smitte fra angrebne læggeknolde og smitte af sporer via vinden fra angrebne marker er vigtigere smittekilder. Ved hyppig dyrkning af kartofler kan kartoffelcystenematoder (Globodera rostochiensis og G. pallida) også opformeres.
Andre afgrøder
I bederoer er Aphanomyces rodbrand (Aphanomyces cochlioides) den vigtigste sædskiftesygdom, og svampen opformeres også ved dyrkning af spinat (se også rodbrand). Hyppig dyrkning af bederoer opformerer også roecystenematoder (Heterodera schachtii), der også opformeres af spinat og raps.
I ærter er ærterodråd (Aphanomyces euteiches) den vigtigste sædskiftesygdom, der kan overleve op til ca. 15-20 år i jorden. Angreb medfører råd på rødderne. Svampen angriber også lucerne, vikker og linser, men disse tre afgrøder dyrkes kun i meget begrænset omfang herhjemme.
Efterafgrøder
I Danmark dyrkes også såkaldte efterafgrøder af forskellige planter og blandinger af plantearter. Efterafgrøderne sås efter høst og vokser i efteråret, men der høstes ikke udbytte. Dyrkning af efterafgrøder er lovpligtig, fordi plantevækst på markerne i efteråret begrænser udvaskningen af kvælstof.
Flere efterafgrøder kan også opformere sædskiftesygdomme, men i mindre grad, da vækstperioden er kortere. Eksempelvis kan efterafgrøder med gul sennep hhv. vikke opformere kålbrok til raps hhv. opformere ærterodråd til ærter. Gul sennep hhv. vikke skal derfor undgås som efterafgrøder i sædskifter med raps hhv. ærter.