skjoldbruskkirtlen (original) (raw)

Skjoldbruskkirtlen er en kirtel foran på halsen, lige nedenfor strubehovedet. Kirtlen producerer hormonerne thyroxin og trijodthyronin, som regulerer stofskiftet. Den producerer også calcitonin, som er med til at regulere indholdet af calcium i blodet.

Faktaboks

Også kendt som

glandula thyreoidea

Ændringer i hormonproduktionen og hormonsekretionen fra skjoldbruskkirtlen kan føre til højt stofskifte (hypertyreose) eller lavt stofskifte (hypotyreose). Skjoldbruskkirtlen kan også blive ramt af struma (forstørrelse) og skjoldbruskkirtelkræft.

Skjoldbruskkirtlens funktion

Skjoldbruskkirtlen producerer hovedsageligt tre hormoner:

Thyroxin og trijodthyronin

T4 dannes hovedsageligt i skjoldbruskkirtlen og omdannes til T3 ude i kroppen. Disse hormoner binder sig til DNA'et og tænder og slukker for mange gener, der styrer energiomsætningen i kroppens celler. De bidrager til en stigning i stofskiftet i hele kroppen. Det fører blandt andet til øget omsætning af kroppens fedt- og sukkerlagre og kan bidrage til vægttab. T3 og T4 påvirker også centralnervesystemet med øget aktivering af det sympatiske nervesystem. Dette fører til øget årvågenhed.

Som i mange andre hormonsystemer reguleres stofskiftet fra hypofysen. Hormonet TSH (thyreoidea-stimulerende hormon) fra hypofysens forlap regulerer, hvor meget stofskiftehormon der skal produceres fra skjoldbruskkirtlen. Hvis stofskiftet falder – det vil sige, at T4 og T3 bliver for lave – bemærker centralnervesystemet dette, og hypofysen øger produktionen af TSH og sender dette ud i blodet. Når TSH når skjoldbruskkirtlen, øger denne udskillelsen af T4 og T3. På denne måde opretholder kroppen sin energibalance. Dette system er meget fint reguleret. Der er dermed en meget nøje regulering af stofskiftet. Kommunikation mellem kroppens stofskiftehormoner og hypofysen sker inden for få minutter.

For at kroppen kan producere T4 og T3 kræves grundstoffet jod. Kirtlen optager jod fra blodet og lagrer dette i follikler, der findes i kirtelvævet. Vigtige jodkilder er hvid fisk, mejeriprodukter og jodberiget salt. I mange dele af verden er der jodmangel. Dette kan føre til stofskiftesygdom, og både lavt og højt stofskifte kan opstå. Kirtlen kan også vokse, og man kan få struma.

Calcitonin

Cellene, der producerer calcitonin, ligger mellem folliklerne i skjoldbruskkirtlen og kaldes parafollikulære celler. Calcitonin er, sammen med hormonet PTH fra biskjoldbruskkirtlerne, vigtig for at regulere blodets koncentration af calcium. Når koncentrationen bliver høj, reducerer calcitonin frigivelsen af calcium fra knoglerne til blodet og øger udskillelsen af calcium gennem nyrerne. Hvis koncentrationen bliver lav, bliver virkningen modsat.

Anatomi

Makroskopisk anatomi

Skjoldbruskkirtlen er fortil bundet til luftrøret med en kapsel af løst bindevæv og følger strubehovedet i dets bevægelser, men er i normal tilstand så lille og blød, at den hverken kan ses eller føles udvendigt.

Normalt vejer skjoldbruskkirtlen 20–50 gram og er forholdsvis størst hos kvinder, hvor den også kan forstørres noget under menstruation og graviditet. Kirtlen er rødbrun af farve og består af to ovale sidelapper (lobus dexter og lobus sinister), forbundet ved en midtlap (isthmus), som befinder sig i højde med anden og tredje bruskring i luftrøret. Sidelapperne når lidt op på strubehovedets skjoldbrusk, som har givet kirtlen navn.

Anatomiske varianter kan forekomme. Af og til findes der også en såkaldt pyramidelap (lobus pyramidalis). Dette er en smal vævsstrimmel, der strækker sig op over strubehovedets forside og kan nå helt op til tungebenet (os hyoideum). Den er en påmindelse om, at kirtlen under fosterudviklingen dannes som en nedposning fra mundhulens bund.

På bagsiden af kirtlen ligger på hver side de små biskjoldbruskkirtler, som producerer parathyreoideahormon (PTH). PTH er af betydning for omsætningen af calcium.

Skjoldbruskkirtlen er omgivet af en dobbelt bindevævskapsel: en ydre og en indre kapsel af relativt fast, elastisk bindevæv, som også danner støttevævet i kirtlens indre. På hver side står den i nær forbindelse med den nerve, der styrer stemmebåndene, nervus laryngeus recurrens, der er en gren af nervus vagus.

Mikroskopisk anatomi

Kirtelvævet er fordelt på cirka 30 millioner follikler, som er blærelignende dannelser med en diameter på 0,05–0,5 millimeter. Folliklerne producerer hormoner. Væggene består af højkubiske kirtelceller i ét lag, og yderst er hver follikel beklædt med en fin hinde, der har et tæt net af små blodårer. Skjoldbruskkirtlen er et blodrigt organ og gennemstrømmes af cirka fem liter blod i timen, hovedsageligt ved parrede grene fra arteria carotis externa (arteria thyreoidea superior) og fraarteria subclavia (arteria thyreoidea inferior).

I folliklernes hulrum findes der en halvflydende jodholdig masse, såkaldt kolloid, som dannes af cellerne. Massen fungerer som et hormonlager, der normalt kan dække et par måneders forbrug. Mellem folliklerne ligger der spredte celler, som er større og lysere end follikelcellerne, og som også har en anden oprindelse. Disse kaldes parafollikulære celler eller C-celler (efter engelsk calcitonin) og producerer calcitonin.

Embryologi

Glandula thyreoidea dannes embryonalt af en endodermal epiteludvækst i bunden af den senere mundhule. Gennem en kanal (ductus thyreoglossus), som tungerodens foramen caecum er en rest efter, sænker kirtelvævet sig kaudalt og ventralt ned foran tungebenet, og fæstner sig fortil på øvre del af luftrøret i løbet af syvende fosteruge.

På kirtlens vandringsvej kan der dannes cyster langs halsens midtlinje (såkaldte thyreoglossus-cyster), som er rester efter den tilbagedannede ductus thyreoglossus. De optræder hyppigst over og under tungebenet.

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen kan deles i to hovedgrupper: de, der indebærer en ændring i hormonproduktionen og hormonsekretionen – højt og lavt stofskifte (hyperthyreose og hypothyreose), og de, der påvirker kirtlens form og størrelse (struma, skjoldbruskkirtelkræft).

Historik

Helt siden oldtiden har man været opmærksom på det sygdomsbillede, der fulgte af en unormal forstørrelse eller fremvækst fortil på halsen (struma). Man kendte til behandlingsforsøg med havsalt, alger og jodholdig aske af tang, både i den vestlige og den østlige verden. Nogen forståelse af skjoldbruskkirtlens funktion havde man naturligvis ikke, og Hippokrates mente i 400-tallet f.v.t., at den var en spytkirtel.

Leonardo da Vinci gav den første afbildning af kirtlen, og den flamske anatom Andreas Vesalius gav den første beskrivelse. I 1656 fik kirtlen sit navn af den engelske anatom Thomas Wharton (1614–1673), efter græsk thyreos 'skjold'. Først i 1896 kunne den tyske kemiker Eugen Baumann (1846–1896) vise, at kirtlen indeholdt jod, og få år senere viste den amerikanske patolog David Marine (1880–1976), at tilførsel af jod var nødvendig for kirtlens funktion.

Man havde længe forsøgt sig med operative indgreb ved forstørret kirtel, men ofte med fatalt udfald, da man ikke kendte eksistensen af og funktionen af de små biskjoldbruskkirtler, som ofte blev fjernet sammen med det øvrige kirtelvæv. I 1870'erne blev det kendt, at fuldstændig fjernelse af skjoldbruskkirtlen kunne føre til kretinisme.

Læs mere i Lex

Kommentarer