Om udvalgene (original) (raw)
Det er i Folketingssalen, at folketingsmedlemmerne diskuterer politik, og det er her, de stemmer, om et lovforslag skal vedtages og blive til en ny lov. Men det er i Folketingets udvalg, beslutningerne bliver forberedt.
Åbent samråd
Udvalgsmøder er som hovedregel lukkede, men udvalgene holder også mange åbne møder, som sendes direkte på ft.dk og vises på Folketingets tv-kanal. På et åbent samråd har udvalget indkaldt en minister til at redegøre for et aktuelt emne og svare på udvalgsmedlemmernes spørgsmål til emnet.
Oplysninger om de åbne samråds emne, tid, sted og tilmelding bliver offentliggjort her på hjemmesiden under de enkelte udvalg. Udvalgene har faste mødelokaler rundtomkring på Christiansborg, og i Folketingets mødeperiode holder de fleste udvalg møde hver uge på et fast mødetidspunkt.
Se og find samråd på Folketingets web-tv Se udvalgslokalerne her
Udvalgsmedlemmer
25 af de 30 faste udvalg har 29 medlemmer.
De øvrige 5 udvalg har færre medlemmer.
Det gælder:
- Finansudvalget med 17 medlemmer
- Indfødsretsudvalget med 17 medlemmer
- Udvalget for Forretningsordenen med 21 medlemmer
- Udvalg til Valgs Prøvelse med 17 medlemmer
- Epidemiudvalget med 21 medlemmer
Partierne er repræsenteret efter størrelse
Som udgangspunkt er de enkelte folketingsgrupper repræsenteret i udvalgene i forhold til deres størrelse, men når udvalgene skal sammensættes, slår partierne sig ofte sammen i valggrupper for at få flest mulige pladser i udvalgene.
Alle folketingsmedlemmer – på nær de medlemmer, der er ministre – er medlem af mindst ét og oftest 3-5 udvalg. Medlemmer af mindre partier er nødvendigvis ofte medlem af flere udvalg end medlemmer af store partier. Udvalgets formand og næstformand vælges af udvalget.
Til hvert udvalg er der som udgangspunkt knyttet to af Folketingets embedsmænd ‒ en udvalgssekretær og en udvalgsassistent.
De fleste udvalgspapirer er offentligt tilgængelige
Langt de fleste dokumenter, der indgår i udvalgsarbejdet, er tilgængelige for offentligheden. I særlige tilfælde er dokumenterne dog fortrolige, f.eks. hvis der er tale om dokumenter med personlige oplysninger eller sager/spørgsmål af betydning for borgeres sikkerhed.
Alle udvalg har et fagministerium
Hvert udvalgsområde svarer omtrent til et af ministeriernes fagområder. F.eks. er Skatteudvalgets fagministerium Skatteministeriet, og udvalget har, som navnet fortæller, med skatteområdet at gøre – skat, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag osv. ‒ mens Retsudvalget har med rets- og politivæsenet at gøre og har Justitsministeriet som fagministerium.
Konkrete arbejdsopgaver og ansvar i udvalgene
Behandling af lov- og beslutningsforslag
Udvalgene behandler alle lov- og beslutningsforslag inden for deres fagområde. For de lovforslag og beslutningsforslag, som går videre til 2. behandling, udarbejder udvalget en betænkning, som er en rapport over udvalgets arbejde.
Betænkningen indeholder herudover:
- partiernes indstillinger til lovforslaget eller beslutningsforslaget – hvad de enkelte partier vil stemme
- eventuelle politiske bemærkninger: partierne har mulighed for at begrunde, hvorfor de vil stemme, som de gør
- eventuelle ændringsforslag – konkrete forslag til ændringer i lovforslagets eller beslutningsforslagets tekst
- Læs om lovgivningsprocessen og afgivelse af betænkninger
Kontrol med regeringen
Folketinget fører kontrol med regeringen – også kaldet parlamentarisk kontrol. Generelt betyder det, at Folketinget holder øje med, hvordan lovene føres ud i livet, og om regeringen fører en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget.
Kontrollen med regeringen sker bl.a. ved at stille spørgsmål til regeringens ministre. Udvalgene kan stille spørgsmål til skriftlig eller mundtlig besvarelse. Et udvalgsspørgsmål til mundtlig besvarelse kaldes også et samrådsspørgsmål, fordi det besvares af ministeren under et samråd.
Læs om, hvordan Folketinget fører kontrol med regeringen
Deputation ‒ fremmøde for et udvalg
Interesseorganisationer, foreninger, enkeltpersoner og andre kan efter aftale med udvalget fremlægge deres synspunkter på et udvalgsmøde. Et sådant fremmøde kaldes et foretræde. Konkret kan det være en eller flere personer, der ønsker at tilkendegive en holdning til et af de lov- eller beslutningsforslag, som udvalget arbejder med. En deputation kan også udtale sig om et af de emner, som udvalget generelt beskæftiger sig med.
Følgende kriterier gælder for modtagelse af deputationer i udvalgene:
- der må ikke være tale om en personsag
- en deputation har 15 minutter til at fremføre sine synspunkter og svare på eventuelle spørgsmål fra udvalgets medlemmer
- der tages ikke referat (bortset fra i Europaudvalget)
- udvalgets medlemmer er ikke forpligtet til at kommentere deputationens synspunkter og svarer ikke på spørgsmål fra deputationen.
Borgere, organisationer og andre, som ønsker at få et møde med et udvalg, kan kontakte udvalgets sekretariat. Klik på det pågældende udvalg øverst på siden.
Høringer i udvalgene
Et udvalg kan beslutte at holde en høring om et lovforslag eller om et emne inden for udvalgets arbejdsområde. Udvalget beslutter, hvilke eksperter, forskere etc. der skal sidde i ekspertpanelet, og det er oftest udvalgsformanden, som er ordstyrer. Udvalget inviterer typisk en række organisationer til høringerne, og høringerne er oftest åbne for offentligheden.
Alle høringer sendes direkte her på hjemmesiden og vises også på Folketingets tv-kanal.
Skriftlige henvendelser til udvalget
Udvalgene modtager skriftlige henvendelser fra mange forskellige. Udvalget er et lovforberedende udvalg, der ikke tager stilling til enkeltsager. Derfor behandler udvalget ikke henvendelser, der drejer sig om konkrete sager. Det enkelte medlem af udvalget kan dog godt tage en sag op.
Skriver man til et af Folketingets udvalg, får man en bekræftelse på, at henvendelsen er modtaget, og man får også besked om, hvorvidt den er offentliggjort og dermed tilgængelig her på Folketingets hjemmeside.
Udvalgene modtager bl.a. skriftlige henvendelser fra:
- borgere
- interesseorganisationer
- forskere
- eksperter
- udenlandske kolleger
Disse henvendelser omdeles som hovedregel til udvalget som udvalgsbilag.
Hvordan kommer jeg i kontakt med et udvalg?
Kontaktoplysninger til udvalgene finder du på det enkelte udvalgs side. Du kan bruge kontaktformularen på udvalgets side, når du vil sende en e-mail.
Kan jeg overvære et åbent samråd?
Ja, du kan overvære et åbent samråd. Du kan også se det live på web-tv på Folketingets hjemmeside eller streame det senere.
Hvad laver en udvalgsformand?
Udvalgsformanden leder bl.a. udvalgets møder og sørger for at sætte de emner på udvalgets dagsorden, medlemmerne ønsker at tale om i udvalget.