vaskebjørne (original) (raw)
Sydlig vaskebjørn kan være brun som på fotoet eller grå. Den er mere kortpelset end sin nordlige slægtning og har et mindre udtalt kindskæg, hvilket får dens ansigt til at virke slankere. Den har dog stadig den for vaskebjørne karakteristiske sorte "banditmaske".
Vaskebjørnene er en slægt af halvbjørne fra Nord-, Mellem- og Sydamerika. De kan især kendes på deres sorte "banditmaske", kindskæg og stribede hale.
Faktaboks
Videnskabeligt navn
Procyon (slægt)
Også kendt som
raccoons (engelsk)
De er bl.a. kendt for deres fingernemhed, men deres hænder er først og fremmest føleorganer, som bruges til at søge efter føde under vand.
Slægtskab
Vaskebjørnene hører til halvbjørnefamilien (Procyonidae) i rovdyrordenen (Carnivora). I familien finder man også næsebjørnene, om end vaskebjørnenes nærmeste slægtninge er kakomistlerne.
Slægtskabet har været omdiskuteret, og tilbage i 1700-tallet er vaskebjørnene blevet anset for henholdsvis bjørne, grævlinger, civetter og ræve.
Arter
Cozumelvaskebjørnen kaldes på engelsk og latin for "pygmævaskebjørn" og er lidt mindre end de andre to arter. Den findes kun på den mexicanske ø Cozumel. IUCN anser den for kritisk truet.
Der findes tre arter af vaskebjørne:
| Dansk navn | Videnskabeligt navn | Engelsk navn | Vægt |
|---|---|---|---|
| Sydlig vaskebjørn | Procyon cancrivorus | Crab-eating raccoon | 3,1-7,7 kg |
| Nordlig vaskebjørn | Procyon lotor | Northern raccoon | 2,7-10,4 kg |
| Cozumelvaskebjørn | Procyon pygmaeus | Pygmy raccoon, Cozumel raccoon | Ca. 3-4 kg |
Beskrivelse
Nordlige vaskebjørne i en park i Vancouver, Canada. Fælles for vaskebjørnene er bl.a. den sorte "banditmaske".
Vaskebjørnene er let genkendelige på deres sorte "banditmaske", som fremhæves af hvide "øjenbryn", samt en hvid snude. De har kindskæg og en stribet hale, der er forholdsvis kortere end hos andre halvbjørne.
Vægten varierer fra 2,7 kg til 10,4 kg, hvilket gør vaskebjørnene til de største af halvbjørnene. Nordlige vaskebjørne i den nordlige del af artens udbredelse bliver tungest. Hannerne er en smule tungere end hunnerne. Modsat de trælevende halvbjørne, som er slanke og kortbenede, er vaskebjørnene robuste og relativt langbenene; tilpasninger til at fouragere og færdes på jorden. De er dog stadig glimrende klatrere.
Nordlig vaskebjørn har en gråmeleret pels, nogle gange med brunt i nakkeregionen. I den nordlige del af udbredelsesområdet har den en tyk pels, især om vinteren. Cozumelvaskebjørn ligner nordlig vaskebjørn, men er i gennemsnit 15 % mindre. Sydlig vaskebjørn kan være grå eller brun og har tynd pels, et mindre markant kindskæg og mørkebrune fødder og ben i modsætning til nordlig vaskebjørn, som har hvide fødder.
Vaskebjørne har veludviklede hænder og er berømte for deres fingerfærdighed. Deres hænder er dog ikke så avancerede som primaters, og de er ikke i stand til at gribe med en enkelt hånd. I stedet bruger de ofte to hænder til at fange og håndtere fødeemner. Hændernes vigtigste funktion lader til at være som føleorganer; når vaskebjørne fouragerer efter vandlevende byttedyr, stikker de ofte hænderne i vandet og føler sig frem efter byttet.
Udbredelse og levesteder
Vaskebjørne lever ofte tæt på mennesker. Her er en sydlig vaskebjørn på jagt efter madrester i en skraldespand i Panama.
Af alle halvbjørnene har vaskebjørnene den største udbredelse. Nordlig vaskebjørn er udbredt fra Canadas prærier i nord til Panama i syd, og den findes i hele området mellem Nordamerikas øst- og vestkyst. Sydlig vaskebjørn findes fra Costa Rica til Uruguay og Nordargentina, hvor den lever i 0-2.350 meters højde. Cozumelvaskebjørnen kendes kun fra den mexicanske ø Cozumel, som ligger i Det Caribiske Hav ud for Yucatánhalvøen.
Vaskebjørne er naturligt knyttet til våde naturtyper, da en stor del af deres føde er vandlevende. Det kan fx være vådområder, oversvømmede skove og søbredder samt langs vandløb, floder og kyster. Via vandveje er de i stand til at trænge ind i tørre områder. Sydlig vaskebjørn udnytter alle de store tropiske og subtropiske lavlandsbiomer i Sydamerika, heriblandt Amazon-regnskoven, mangroverne på den caribiske kyst, Brasiliens atlantiske kystskov, Pantanal- og Los Llanos-vådområderne i henholdvis Brasilien og Venezuela, cerrado-savannen i Brasilien og den tørre Chaco i Paraguay. Cozumelvaskebjørnen foretrækker mangrover.
I Nordamerika har nordlig vaskebjørn med stor succes tilpasset sig et liv i byer, hvor den bl.a. ses i parker og villakvarterer, og kan her være uafhængig af fugtige områder.
Føde og fouragering
Halvbjørnene er blandt de mindst kødædende medlemmer af rovdyrordenen. Det gælder også vaskebjørnene, der er opportunistiske altædere (omnivorer), som har en alsidig blanding af animalsk føde og plantekost på menuen. De kan indimellem tage hvirveldyr som frøer, øgler og slanger, men de er ikke særlig effektive, når det handler om at nedlægge større bytte.
På sine naturlige levesteder består en betydelig del af føden af vandlevende byttedyr som krabber, krebs, snegle og fisk. De fouragerer på lavt vand ved at stikke hænderne i vandet og føle sig frem til byttet, fx under sten. Når de fortærer et akvatisk bytte, dypper de det ofte i vandet, hvilket har givet dem navnet "vaskebjørn". Man er dog ikke sikker på, om de rent faktisk vasker deres føde, da de dypper rene og beskidte fødeemner lige ofte.
Derudover kan vaskebjørne æde insekter, fugleæg og -unger, ådsler, frugter og nødder. I et område i Venezuela dominerede krebs, fisk og snegle de sydlige vaskebjørnes kost, mens frugt (58 % af føden), efterfulgt af insekter og hvirveldyr, var den vigtigste fødekilde i et område i Brasilien. Det viser, hvor meget kosten kan variere efter område og fødeudbud.
Den nordlige vaskebjørn kan også udnytte menneskeskabte fødekilder som korn og madrester. Dens adfærd med at rode i skraldespande i forstæder i Nordamerika har givet den tilnavnet trash panda 'affaldspanda'.
Adfærd
Vaskebjørnene er mest nataktive, men kan også være fremme om dagen. De hviler sig i træer, ofte i et træhul.
Med undtagelse af hunner med unger lever de normalt alene. Hos nordlig vaskebjørn er der dog en vis social fleksibilitet. I områder, hvor tætheden af vaskebjørne er lav, kan hannerne etablere store territorier, som de forsvarer mod andre hanner. Men i områder med højere tæthed er hannerne ikke i stand til at opretholde territorier alene; i stedet danner de koalitioner af 2-3 hanner, der følges rundt om natten og formentlig samarbejder mod andre hanner.
I kolde områder kan nordlige vaskebjørne sove vintersøvn, der kan vare fra uger til måneder. Der er ikke tale om en egentlig dvale, da deres kropstemperatur og puls ikke falder. I stedet brænder de fedtreserver af og kan miste mere end 50 % af deres vægt over vinteren.
Forplantning og livshistorie
Man har kun undersøgt forplantning hos nordlig vaskebjørn. I parringstiden kan en han og en hun tilbringe 1-3 dage sammen. Hunnerne parrer sig ofte med flere hanner i træk, og de fleste kuld har flere fædre, op til 88 % i et studie. Hunnerne går drægtige i 54-70 dage og får 3-4 unger ad gangen. Ungerne fødes i et træhul. Ved fødslen vejer de under 100 gram. De åbner øjnene efter 18-24 dage. Dietiden kan variere fra 7 uger til 4 måneder.
I en alder af 6-10 uger begynder de at forlade fødselshulen og følges rundt med hunnen. Ud på efteråret kan de nu store unger fouragere for sig selv, men mange vender tilbage til hunnen og tilbringer vinteren med hende, så de kan holde hinanden varme, når de sover. De unge hanner spreder sig; gennemsnitlig 11 km, men op til 275 km. De unge hunner derimod slår sig normalt ned tæt deres mor.
Levetid
De højeste levetider, man har registreret for vaskebjørne, er 20 år hos nordlig vaskebjørn og 14 år hos sydlig vaskebjørn.
Vaskebjørn i Danmark
Ifølge Den Danske Rødliste observeres og nedlægges nordlig vaskebjørn ind imellem i hele Danmark. Man regner med, at der er tale om nyligt undslupne eller udsatte individer fra fangenskab, og at vi endnu ikke har en decideret fritlevende bestand herhjemme. Det kan dog ændre sig. I de seneste år er vaskebjørne fundet i stigende antal i Syd- og Midtjylland, og det er muligt, at arten er under indvandring fra Tyskland, hvor en bestand har etableret sig som følge af udsætning og undslipning fra pelsfarme siden 1930'erne. Arten har ligeledes spredt sig til Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Schweiz, Østrig og Tjekkiet.