respiratorbehandling (original) (raw)

Respiratorbehandling er kontrolleret eller assisteret ventilation af lungerne ved hjælp af en respirator hos patienter med respirationssvigt.

Behandlingen skal tilføre lungerne nok ilt, så blodets indhold af ilt bliver tilfredsstillende, samtidig med at udluftningen af kuldioxid fra blodet bliver tilstrækkelig. Hos patienter hvor iltningsevnen eller vejrtrækningsevnen svigter, kan respiratorbehandling være livsvigtig.

Indikationer for respiratorbehandling

Der er tre hovedårsager til, at en patient kan have brug for respiratorbehandling og ofte i en kombination:

  1. patienten har utilstrækkelig egen styring af vejrtrækningen (trækker ikke vejret, eller trækker vejret for lidt)
  2. patienten har ikke selv kræfter til at trække vejret tilstrækkeligt
  3. patientens gasudveksling (mellem alveoler og blod) er utilstrækkelig

De mest almindelige årsager til, at voksne patienter har brug for respiratorbehandling i begrænset tid, er:

For tidligt fødte børn (præmature) har ofte brug for respiratorbehandling, det samme kan gælde nyfødte med medfødte hjerte- eller lungesygdomme.

Varighed af behandlingen

Hvor længe respiratorbehandlingen skal vare, afhænger af sygdommens karakter og forløb. Behandling i flere uger er ikke usædvanlig, og nogle gange strækker den sig over måneder.

Det er i høj grad grundsygdommen, der afgør, om patienten overlever. Ved udvikling af ARDS er dødeligheden i de sværeste tilfælde op til 45 %. Ved svært lungesvigt, hvor alt behandling er afprøvet, kan der være indikation for at tilbyde ekstrakorporal membranoxygenering.

Praktisk gennemførelse

Patienter, der har brug for respiratorbehandling på grund af akut respirationssvigt, ligger på hospitalernes intensiv-, overvågnings- eller postoperative afdelinger.

Respiratorbehandling kan foregå via et plastikrør i luftrøret (invasiv) eller med en maske over næsen og munden (ikke-invasiv).

Invasiv respiratorbehandling

De fleste patienter, som behandles med invasiv respiratorbehandling (trakealtube eller trakealkanyle) får kontinuerlig infusion, oftest med en blanding af smertestillende midler og beroligende midler, normalt opioider, og sovemidler, ofte benzodiazepiner. Ved svær ARDS kan det også være nødvendigt at give muskelafslappende midler. Det tilstræbes, at patienten er så vågen som muligt om dagen og sover om natten.

Ikke-invasive respiratorer

Respiratorbehandling kan i de mildeste tilfælde udføres ikke-invasivt. Det vil sige, at man trækker vejret gennem en tætsluttende maske over mund og næse, som er tilkoblet respiratoren. Eksempler på ikke-invasive respiratorbehandlinger er BiPAP og CPAP.

Justering af behandlingen

Det er som regel en anæstesilæge eller anden intensivlæge, der er ansvarlig for respiratorbehandlingen.

Det er muligt at justere iltkoncentrationen i indåndingsluften, tidalvolumenes størrelse og hvor ofte respiratoren skal ventilere lungerne, eventuelt i hvilken grad patienten skal trække vejret delvist selv. For at holde lungerne normalt udspilede, er det almindeligt at holde trykket i lungerne højere end atmosfæretrykket ved afslutning af en udånding (se PEEP). Man justerer behandlingsplanen på grundlag af observation af patienten, målinger foretaget af respiratoren, samt målinger af iltindhold i arterieblod eller pulsoximetri og kuldioxidindhold i arterieblod eller udåndingsluft. Til dette bruger man pulsoksymeter, blodgasser og kapnografi.

Ved meget alvorlige lungesvigt kan det være vanskeligt at opretholde tilstrækkelig iltforsyning til blodet, selv med moderne respiratorer og høj iltkoncentration i indåndingsluften. Et tiltag kan da være at skifte fra traditionelt ryg- eller skråleje til bugleje. Hvis dette har effekt, skal bugleje opretholdes i 16 timer og rygleje i 8 timer per døgn, indtil iltindholdet i indåndingsluften kan reduceres til under 60%.

Overvågning

Patienter, der får respiratorbehandling, skal overvåges nøje (intensiv overvågning). En teknisk fejl i respiratoren eller en anden form for funktionssvigt, for eksempel at respiratorslanger løsner eller kobles fra, kan få katastrofale følger for patienter uden egen vejrtrækningsevne.

En respirator har en række automatiske alarmfunktioner, som i lighed med alarmer knyttet til målinger af patientens vitale funktioner træder i kraft, hvis der opstår svigt i behandlingen. Alligevel er det sådan, at respiratorbehandling kræver kontinuerlig overvågning og umiddelbar adgang til specialuddannet personale. Det er meget ressourcekrævende og behov for blodprøver, inklusiv arterielle blodgasser er større end normalt.

Rehabilitering af vejrtrækningsevnen

Der er fokus på aftrapning af respiratorbehandling fra det tidspunkt, hvor behandlingen påbegyndes. Respiratorindstillingerne ændres løbene og det tilstræbes, at patienten hurtigst muligt selv trækker vejret med assisteret ventilation, som aftrappes efter evne.

Hjemmebehandling

Behov for hjemmebehandling med respirator er stigende. Nogle patienter har kun brug for respiratoren i perioder, for eksempel om natten, og nogle kan bruge specialtilpassede tætte ansigtsmasker eller næsemasker i stedet for rør i halsen (trakealtube eller trakealkanyle).

Bivirkninger og komplikationer

Ud over farerne ved tekniske fejl kan respiratorbehandling give blodtryksfald og hæmme hjertets arbejde på grund af overtryksventilationen. Øget tryk i lungerne kan føre til sprængning af små luftsække og lækage af luft ud i brysthulen, såkaldt pneumothorax.

Ventilation med høje tryk og tidevolumen over længere tid kan også føre til, at patienten udvikler lungefibrose. Langvarig indånding af 100 procent ilt kan også i sig selv skade cellerne i luftvejene, men skal dog afvejes mod behandlingens livsreddende funktion.

Historik

Den første store patientgruppe, der blev behandlet med respirator, var personer, der havde lammelser i vejrtrækningsmusklerne efter polio. Disse patienter blev behandlet med undertryksventilation (jernlunge). Da sygdommen ikke angreb lungevævet, havde disse patienter først og fremmest et ventilationsproblem.

Moderne respiratorbehandling foregår i dag med respiratorer, der blæser luft ind i lungerne, det vil sige overtryksventilation, og derefter åbner en ventil, så udåndingsluften kan slippe ud.

Læs mere i Lex

Kommentarer